Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Fyringsvarslede lærere bekymrede for deres læsesvage og sårbare kursister

Ni lærere står til at miste deres job, efter at Svendborg Kommune har besluttet at nedlægge CSV Sydfyns læseafdeling i Nyborg. Det skyldes svigtende elevoptag på grund af skærpede regler for, hvem der kan få ordblindeundervisning. Lærerne er bekymrede for de sårbare kursister, som lander mellem to stole.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
26. februar 2014, kl. 11:10

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

"Vi har erkendt, at vi må finde et andet sted at tjene vores penge, når det ikke kan lade sig gøre at få økonomien til at hænge sammen i læseafdelingen. Selv om det er svært at forestille sig, at der ikke er brug for vores ekspertise, er nogle bange for at blive arbejdsløse. Men vi prøver at skyde mod i hinanden og holder øje med ledige stillinger i fællesskab", siger konsulent og vejleder Kirsten Gullmaj Nielsen fra CSV Sydfyn i Nyborg.

Hun og hendes otte kolleger underviser ordblinde over 18 år efter lov om undervisning for ordblinde. Det sker efter en driftsoverenskomst, som HF og VUC Fyn har tegnet med CSV Sydfyn. Deltagerne er blandt andet psykisk sårbare, borgere, som har brug for rummelighed og god tid, som har haft svært ved at komme i gang eller har prøvet flere gange uden succes. De har brug for trygge rammer. Derfor foregår undervisningen på markant mindre hold end hos andre udbydere.

Reglerne for ordblindeundervisning er skærpet

I 2013 indskærpede Undervisningsministeriet, at ordblindeundervisning i FVU-regi alene er for voksne, som har ordblindevanskeligheder. Skærpelsen betyder, at den tilbude undervisning begrænses til, at kursisterne skal tilegne sig kompenserende strategier og hjælpemidler, hvorefter de skal henvises til andre og billigere undervisningstilbud.

Det er ikke ordblindeundevisningen, som skal afhjælpe deres manglende skriftsproglige færdigheder i øvrigt, så de kursister, som tidligere fik hensyntagende ordblindeundervisning i dansk, matematik og engelsk skal nu tage denne undervisning på AVU og GVU.

Det har skåret elevtallet på CSV Sydfyn ned til et minimum, så Svendborg Kommune ikke længere kan få driften til at hænge sammen.

Sårbare unge falder uden for andre undevisningstilbud

De ti medarbejdere på læseafdelingen i Nyborg - ni lærere og en administrativ medarbejder - er alle blevet varslet afskediget. Men i et tre sider langt høringssvar er det ikke deres job, de bekymrer sig om. Det er derimod deres kursister.

"Det er os meget magtpåliggende at få gjort opmærksom på, at en stor del af de unge og voksne, vi hidtil har haft undervist, falder uden for målgruppen for andre etablerede undervisningstilbud (…) Når vi spørger, hvor de ellers skal gå hen og få undervisning, er svaret: AVU basis, VSU, FVU og ordblindeundervisning hos VUC. Mange af vores kursister har forsøgt disse tilbud, men har af forskellige årsager måttet give op. Ofte ligger der psykiske og sociale problemer til grund for den manglende succes", skriver de.

AVU står for almen voksenuddannelse, VSU for voksenspecialundervisning og FVU for forberedende voksenundervisning.

Kirsten Gullmaj Nielsen uddyber:

"Vi tror, at en del af vores kursister kommer i klemme, fordi de ikke trives på større steder med store hold. De er ofte droppet ud efter flere forsøg. De har behov for små og trygge rammer. Hvor får de det?"

Speciallærere med et stort hjerte for unge med særlige behov

Ud over ordblindevanskeligheder har en stor gruppe af kursisterne sekundære symptomer som lavt selvværd, socio-emotionelle tilpasnings- og adfærdsvanskeligheder, forsinket sprogudvikling, opmærksomhedsproblemer og svag kortidshukommelse.

"Det er unge, som har haft mange svære oplevelser, og som har svært ved at gå andre steder hen for at få ordblindeundervisning. Mange af dem har prøvet VUC uden succes, mens andre ikke tør prøve at indgå i en så stor sammenhæng. Når vi har succes med at undervise de unge, skyldes det, at vi er et lille sted med små hold, trygge rammer og et specialpædagogisk blik på deres situation. Vi er alle speciallærere med et stort hjerte for folk med særlige behov ud over ordblindheden", siger Kirsten Gullmaj Nielsen.

Flere af de unge har haft en forfærdelig skolegang, for eksempel fordi de er flyttet fra skole til skole.

"'Vi blev smidt ud', som de siger. Flere fortæller, at der blev talt om deres ordblindhed, men der blev aldrig gjort noget ved det, måske fordi de flyttede forinden. Derfor skal de begynde forfra", siger Kirsten Gullmaj Nielsen.

Der mangler en kombination af undervisning

De unge falder mellem to stole, fordi de ikke kan magte at gå på et traditionelt FVU-hold. Og da de ikke har generelle indlæringsvanskeligheder, hører de heller ikke til under lov om kompenserende specialundervisning.

"De unge og voksne, som udover deres ordblindhed, også har store faglige mangler i deres basale færdigheder i dansk, matematik og engelsk, kommer til at mangle et tilbud, hvor de kan indhente de færdigheder, som de af forskellige årsager ikke har opnået. Undervisningen skal helst foregå på små hold, i trygge rammer og med god tid til at indhente det forsømte. Er del har mistet ni års skolegang, og den kan de ikke uden videre indhente på hverken et halvt eller et helt år med intensivt fagligt arbejde, for mange af dem kan ikke koncentrere sig fagligt i så mange timer ad gangen", siger Kirsten Gullmaj Nielsen.

Det samme gælder for de unge og voksne, som af andre grund end ordblindhed, ikke har opnået de basale faglige færdigheder, tilføjer hun.

Kommunen ser positivt på lærernes høringssvar

Svendborg Kommune, som driver CSV Sydfyn, har reageret positivt på lærernes høringssvar. Kommunen erkender, at de unge ikke forsvinder, blot fordi læseafdelingen i Nyborg bliver nedlagt.

"Vi skal mødes med kommunen i morgen til en snak om, hvem de unge er, hvilken undervisning de har brug for, hvorfor de ikke kan få den andre steder, og hvad vi kan gøre ved det", siger Kirsten Gullmaj Nielsen.

Ifølge Fyns Amts Avis overvejer Svendborg Kommune at skabe et kommunalt undervisningstilbud, men det er usikkert, hvordan det skal finansieres.

"Vi vil i hvert fald gerne have, at administrationen kommer med forslag til, hvordan det kan lade sig gøre", siger Mette Kristensen (V), formand for udvalget for børn og unge.

CSV Sydfyns afdeling med i alt 150 kursister i Nyborg lukker til september.

Artiklen er blevet redigeret og præciseret torsdag den 27. februar kl. 8.30.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Fyringsvarslede lærere bekymrede for deres læsesvage og sårbare kursister

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS