På Ålholmskolen skulle der efter sommerferien have været en såkaldt dysfasi-klasse for udskolingselever med særlige behov. Men da budgettet for 2010 blev genåbnet for at finde besparelser på de sidste 28 mio. kroner ud af en budgetoverskridelse på i alt 45 mio. kr., var dysfasi-klassen et af de tilbud, der blev taget af bordet, fortæller formand for Hillerød Lærerkreds Berit Halskov til folkeskolen.dk.
"Det er meget skrøbelige børn, som er blevet visiteret af PPR. De skal nu fordeles på andre tilbud i kommunen, og jeg er ikke klar over, hvor det bliver", siger hun og fortæller, at forældrene er frustrerede.
Lukningen af klassen betyder, at der er blevet nedlagt to lærerstillinger.
Specialtilbud er lukket
Derudover er det blevet besluttet at lukke Føniks-skolen, som også er et tilbud til elever med indlæringsvanskeligheder i udskolingen, som har brug for et særligt tilbud. Nedlæggelsen af det tilbud har kostet endnu en lærerstilling.
Den sidste stillingsnedlæggelse inden for DLF's område er en PPR-stilling med tale-høre-undervisning for småbørn.
Usikkerhed om jobmulighed
Det er svært at vurdere de fremtidige jobmuligheder for de fyringsvarslede.
"De fleste stillinger er jo besat, og derfor er det et meget uheldigt og trist tidspunkt at melde sådan nogle ting ud. Inden for den sidste måned er der blevet ansat en hel del lærere i kommunen. Så umiddelbart ser det ikke voldsomt positivt ud", siger Berit Halskov.
Dog er der pt. to ledige lærerstillinger i kommunen, og den 1. september er der nogle lærere, som går på pension.
"Vi vil selvfølgelig prøve at se på, om de er regnet med, eller om de stillinger måske kunne være der, så man kan tilbyde de fyringsvarslede de stillinger. Og så sker der jo også jævnligt noget op til en sommerferie", siger hun.
Situationen er både trist og barsk, mener Berit Halskov. Ikke mindst for de fyringsvarslede.
"Det har været sådan de sidste mange år, at der er blevet skåret, så vi går i den der konstante frygt. Så siger politikerne, at nu er det i balance, men så sker det igen. Og det gør altså noget ved mennesker. Det er svært at føle sig tryg, når man tænker, at det nok sker igen om et halvt eller helt år. Det belaster arbejdsmiljøet", siger hun.
Fyringer i Hillerød går hårdt ud over specialundervisningen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.