Med dette hæfte er der endnu en gang bragt mange gode ideer på banen omkring et tværfagligt emne i indskolingen. Denne gang handler det om fugle. Musikken er i centrum, men i denne udgivelse er der specielt mange danskaktiviteter knyttet til sangene, hvor der er forslag til at digte videre eller digte med.
Kernen i materialet er elleve børnesange, nye og gamle og enkelte helt nykomponerede mellem hinanden. Til hver enkelt sang gives der mange, gode og udførlige anvisninger på, hvad der i den aktuelle sang specielt kan arbejdes med. Der er ideer til dramatisering og sanglege. Der er anvisninger til spil på xylofoner, ukuleler, trommer og andre rytmeinstrumenter. Endelig arbejdes der med solmisation. Danskfaglæreren, der måske ikke har det store kendskab til undervisning i musik, behøver ikke at holde sig tilbage. Der er meget hjælp at hente på cden, der hører til materialet. Som afslutning til emnet er der skrevet et lille syngespil, hvori alle sangene indgår. Det ligger i fagets natur, men er også i de fleste tilfælde en direkte motivation for eleverne, at afslutte et musikforløb med en opførelse af en eller anden art.
Styrken ved dette materiale ligger i første omgang i den store iderigdom og dermed de mange tilgange til emnet, der er givet. Som underviser kan man vælge og vrage. Det er muligt at plukke bidder ud eller lade hele materialet danne rammen om et større emne. På den anden side kan man læne sig op ad materialet og følge anvisningerne trin for trin. Underviseren bliver næsten taget i hånden. Endelig skal det nævnes, at alle hæfter i systemet bygger på de samme arbejdsgange omkring indarbejdelse af rytmer og sammenspilssituationer.
Fugle
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.