"Flere investeringer i knowhow og viden er bydende nødvendigt for Danmarks placering i den globale økonomi", lyder det fra FTF, som er hovedorganisation for blandt andre lærere. FTF betegner regeringens forslag til en ny finanslov som kortsigtet, men med positive dele.
Regeringen kalder sit forslag for 'Klar til fremtiden', men det indeholder ikke mange overraskelser. Et ekstraordinært stort overskud på de offentlige finanser på 38,9 milliarder kroner giver ellers et solidt grundlag for at udvise mere mod og vilje til at investere i fremtiden, mener FTF.
FTF er grundlæggende enig i, at gælden skal afdrages, men det udelukker ikke, at en del af det ekstraordinære overskud anvendes målrettet mod langsigtede investeringer i uddannelse og forskning.
"Her savner vi mere markante initiativer", siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.
FTF noterer på positivlisten, at finanslovsforslaget sikrer, at indsatsområder og kvalitetsudvikling på de erhvervsrettede videregående uddannelser føres videre. Forslaget indeholder dog også tidsler, da der samtidig lægges op til øget brugerbetaling på en række uddannelser under lov om åben uddannelse.
"Samlet set bidrager finanslovsforslaget ikke væsentligt til en øget fremtidssikring af det danske velfærdssamfund i forhold til de udfordringer, vi står over for i en globaliseret verden", siger Bente Sorgenfrey.
Hun undrer sig også over, at regeringen stadig ikke tilfører resurser til at gennemføre kommunalreformen.
"Der er ingen tvivl om, at implementeringen vil koste dyrt. Kommunerne bliver tvunget til at skære på velfærdsområderne, hvis de ikke kan få finansieret udgifterne", siger Bente Sorgenfrey.
Finansminister Thor Pedersen (V) hæfter sig ved, at finanslovsforslaget indeholder nye initiativer for cirka fire milliarder kroner i 2006.
"Initiativerne skal styrke Danmark i den globale konkurrence gennem satsning på forskning, uddannelse, innovation og iværksætteri", siger Thor Pedersen.
Frem til 2010 har regeringen afsat 10 milliarder til en samlet strategi for 'Nye mål for Danmark i den globale økonomi'. Strategien skal præsenteres til næste år.
FTF kalder forslag til ny finanslov kortsigtet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.