"Vi fik indført en solnedgangsklausul, som betyder, at hvis det går ud over integrationen og indsatsen over for den negative sociale arv, så kan vi vende tilbage til udgangspunktet", siger Socialdemokraternes skoleordfører Carsten Hansen til folkeskolen.dk
Der nedsættes en gruppe, som skal følge konsekvenserne af det frie skolevalg i de to år, før lovændringen skal evalueres. Socialdemokraterne har i de månedlange forhandlinger krævet, at ministeren skulle have mulighed for at dispensere fra retskravet på at vælge en skole på den anden side af kommunegrænsen, hvis det var til skade for for eksempel integrationen i et bestemt lokalområde. Men den ret ønskede ministeren ikke, og det bøjede Socialdemokraterne sig altså for i går.
Danmarks Lærerforening er skeptisk over for ideen med frit skolevalg: "Det er et helt forkert signal at sende til forældrene - den forbrugerindstilling, at man bare kan vælge fra det store tagselvbord, hvis man er utilfreds", har DLF-formand Anders Bondo Christensen sagt.
Og formanden for KL's børne- og kulturudvalg Bjørn Dahl har givet udtryk for, at det skal være muligt at sætte det frie skolevalg ud af kraft i helt særlige tilfælde, hvor sociale eller integrationsmæssige forhold taler for det.
Frit skolevalg på tværs af kommuner - i to år
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.