Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Frit broderi styrker elevernes håndværk og kreativitet - og så lærer de også historie

Lærer Hanne Dam Frandsen er stor fortaler for at kombinere skolens fag. Senest lavede hun et forløb med håndværk & design, historie og kristendomskundskab. Eleverne elskede det, og så hænger stoffet tilmed bedre fast, oplever hun.

Eleverne har tegnet konturerne af fra det oprindelige tæppe, og derfra har de selv kunnet finde på farver og indhold i stingene.

Foto: Hanne Dam Frandsen
Pernille Aisinger
Pernille Aisinger Journalist
Start debatten
11. november 2024, kl. 19:30
Start debatten

"Skal vi ikke lave noget sammen om Bayeuxtapetet?", spurgte Hanne Dam Frandsens kollega.

Hun underviste klassen i håndværk og design. Han havde dem i historie og kristendomskundskab, og han havde en ide til at bruge det gamle broderede tæppe til at lære børnene om overgangen fra vikingetid til middelalder.

"Jeg var på med det samme. Jeg har altid godt kunnet lide tværfaglige forløb, særligt med håndværk og design. Det giver en helhed og ro i børnenes hverdag, og den virkelige verden er jo ikke delt op i fag", fortæller hun.

Som sagt så gjort. Forløbet blev en succes, og nu mange år senere har hun lige kørt forløbet igen i en 5. klasse. Denne gang alene, for hun har klassen i alle tre fag.

Hanne Dam Frandsen har linjefag i håndarbejde og har undervist i faget i over 40 år. Privatfoto

"Det fungerede godt i samarbejde med min kollega, og det fungerer også godt alene. Jeg forsøger altid at få flere timer i samme klasse. For så kan jeg køre tværfagligt, og det praktiske fag kan indgå ligeværdigt i forløbene".

Hanne Frandsen har undervist i håndværk og design og håndarbejde i over 40 år, de seneste 25 på Skarrild Skole i Herning Kommune.

Hun tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at inddele børnenes hverdag i praktisk og bogligt på forskellige tidspunkter.

"De elsker, når det hænger sammen. Og de lærer og husker tingene på en helt anden måde, når de har det i hænderne", siger Hanne Frandsen.

Giver fordybelse og sytekniske færdigheder

Så hvad har Hanne Dam Frandsens 5. klasse så lavet de seneste uger?

Læs også

Featured image for ”Jeg får spandevis af billeder af unger, der savler af koncentration over korssting”

Jeg får spandevis af billeder af unger, der savler af koncentration over korssting

I fem lektioner om ugen i de tre fag har de arbejdet med det 70 x 1/2 meter lange vægtæppe, der blev broderet med uldgarn på hørlærred i 1.070'erne som datidens pral over, at normannerkongen Vilhelm havde vundet over den engelske konge Harald i slaget ved Hastings i 1066 og dermed erobret England.

"Jeg begynder med at fortælle dem kort om slaget, og så ser vi på tapetet og taler om, hvordan vi forestiller os, at det er blevet til. De har set den fine, lille animerede film, der findes på museet i Frankrig. Så har de hver valgt en sekvens ud, de ville lave fra tapetet, som vi har kopieret, og de har tegnet omridset af den på hørlærred. Derfra har de lært kontursting og nedlagt syning, og så kommer der gang i fantasien for at fylde omridset ud", fortæller hun.

Der har været rig lejlighed til at arbejde med forskellige stingtyper i forløbet. Hanne Dam Frandsen

Når først eleverne har valgt farver og fået stingene ind, så kan de fint sidde og brodere, mens Hanne Dam Kristensen har læst højt i ’Dværgen fra Normandiet’, set filmsekvenser eller talt med dem om de historiske begivenheder og sat dem i kontekst som skiftet mellem vikingetiden og middelalderen.

Læs også

Blog

Grafisk broderi

Katrine Diduch

"Mine overordnede mål med forløbet er, at eleverne kan komme ind i en faglig fordybelse, lære sytekniske færdigheder, og at jeg får skubbet til deres kreativitet".

"Jeg vil gerne have, at de får kendskab til bayeuxtapetet og dets betydning for den viden, man har om 1000-tallet, og få dem til at undre sig over, hvordan det blev skabt. Oveni kommer den viden de får fra Dværgen fra Normandiet om klosterlivet, for det skal jeg bygge videre på senere i kristendomskundskab", fortæller hun.

Styrker deres kreativitet

Hun har talt med eleverne om forløbet efter, og de har været meget begejstrede. De nævner ord som fællesskab og hygge og ikke mindst, at resultatet, som nu er hængt op i rækkefølge i aulaen, er blevet virkelig flot.

Ikke alle elever nåede at blive færdige med broderiet, men så er de gået i håndarbejde og har malet de sidste flader med tekstilfarve, for Hanne Dam Frandsen mener, at det er vigtigt at de føler, at de bliver færdige og får et flot resultat. Hanne Dam Frandsen

”De kan virkelig godt lide, at de kan brodere, mens de lytter, og det gør også en masse godt for deres lytten, at de har noget i hænderne, kan jeg se. Det skærper opmærksomheden og holder den fast. Det giver dem en referenceramme, de kan huske, og som jeg senere kan referere tilbage til”.

Eleverne siger også, at det er fedt, at alle tre fag er sammen, og at det er sjovt at lære noget om bayeuxtapetet og om forskellige systing.

”De nævner igen og igen, at det har været hyggeligt, og det tror jeg handler om, at de har broderet”, siger hun.

Motiverne er fra det oprindelige tæppe fra 1.070'erne. Hanne Dam Frandsen

Hun er helt med på, at det ofte er lettere at sætte eleverne i gang med korsstingsbroderi, for det kan alle finde ud af, mens frit brodere giver mening på en helt anden måde.

”Her har de jo kun haft konturerne at gå efter, resten har de selv fundet ud af og fundet på – for det måtte de gøre, som de havde lyst til. Det giver utroligt gode diskussioner om farver, og det styrker virkelig deres kreativitet. Nu kan de jo brodere hvad som helst. De kan lave deres egen tegning, og så er det bare at gå i gang”, siger Hanne Dam Frandsen.

Hanne Dam Frandsen har selv broderet i samme perioder som eleverne. Hanne Dam Frandsen
Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Frit broderi styrker elevernes håndværk og kreativitet - og så lærer de også historie

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS