"Resultatet er naturligvis dybt utilfredsstillende, men det er især frustrerende at vi ikke kan forklare udviklingen", siger formanden for Frie Grundskolers Lærerforening, Arne Pedersen, til bladet Frie Grundskoler.
På forhånd havde foreningen en teori om, at kvinderne underviste mere end mændene, som til gengæld havde flere funktioner, der udløser tillæg lokalt. Men en nærmere undersøgelse viste, at de mænd og de kvinder, som får lokale løntillæg, underviser nogenlunde lige meget. De mandlige tillidsrepræsentanter og it-vejledere med videre får bare et væsentligt højere tillæg. Kun blandt skolebibliotekarerne får kvinderne det højeste tillæg.
Tilsvarende undersøgelser er ikke gennemført i Danmarks Lærerforening. Men et tjek i den fælleskommunale løndatabase viser, at tidligere års lille lønforskel mellem mænd og kvinder faktisk er forsvundet nu. I marts 2004 tjente mandlige folkeskolelærere i gennemsnit 17 kroner mere om måneden end kvinderne. Forskellen var en hundredekroneseddel for seks år siden. Heller ikke når man ser på de lokalt forhandlede funktionstillæg er forskellen ret stor.
Lotte Lange, formand for fagligt udvalg i DLF, fremhæver, at man i Danmarks Lærerforening forhandler funktionstillæg på kredsniveau. Dermed forhandler man på vegne af en gruppe tillidsrepræsentanter, klasselærere eller it-vejledere af begge køn. På friskolerne forhandler tillidsrepræsentanten løn lokalt på den enkelte skole, og her tyder tallene altså på, at it-vejledertillægget eksempelvis bliver højere på en skole med en mandlig it-vejleder.
Friskoler: Mandlige lærere får højere tillæg
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.