Fremtiden kræver nyorganisering

I november sidste år deltog jeg i en konference i Oslo arrangeret af Utdanningsforbundet, som jeg ikke på forhånd vidste hvad var. Det viste sig at være en faglig organisation for alle i Norge, der beskæftiger sig med pædagogisk arbejde: Pædagoger, grundskolelærere, lærere i ungdomsuddannelser, på videregående uddannelser og i voksenundervisning. Forbundet er dannet ved sammenlægning af en række organisationer i 2002 og har nu 140.000 medlemmer.

En sådan faglig organisering studser man over som dansker. Pædagoger, folkeskolelærere, gymnasie- og universitetslærere i samme fagforening? Det er svært at forestille sig, at noget sådant kunne blive en realitet i Danmark, også selv om man prøver at skue ud i fremtiden. Mange gymnasie-, universitets- og folkeskolelærere ville slå syv kors for sig ved tanken om at skulle i samme fagforening. Og endda være sammen med pædagoger. Derfor spurgte jeg også i Norge, om ikke der havde været modstand mod at samle så mange og forskellige grupper af lærere og pædagoger i samme fagforening. Jo, det havde der, men ikke mere end at det nye forbund er kommet godt fra start og har placeret sig som en anerkendt og indflydelsesrig organisation.

For nordmændene har den væsentligste grund til sammenlægningen været ønsket om at skabe en stærkere organisation, særligt på det uddannelsespolitiske område. Og konferencen i november 2005 var netop udtryk for Utdanningsforbundets bestræbelse på at markere sig på det uddannelsespolitiske område.

Selv om en tilsvarende dansk organisation kan forekomme en umulig tanke, bør man alligevel ofre ideen et par overvejelser. Der er i hvert fald følgende grunde til, at den ikke er så urealistisk, som det ser ud ved første øjekast:

Større organisationer. Der er en generel tendens på arbejdsmarkedet, særligt inden for LO-området, til at faglige organisationer bliver større og større for at vinde mere slagkraft.

Uddannelsespolitisk aktør. Som i Norge er der også i Danmark behov for, at de faglige organisationer styrker deres rolle som uddannelsespolitiske aktører. Allerede i dag vedrører mange uddannelsespolitiske spørgsmål flere organisationer - tag de aktuelle reformplaner om pædagog- og læreruddannelse: Her er DLF, BUPL og Dansk Magisterforening involveret. Stadig mere uddannelsespolitik går på tværs af traditionelle sektoropdelinger. Det skaber behov for samlet optræden.

Overgangsproblemer. Politikernes og offentlighedens accept af, at grænseproblemer mellem faggrupper kan forringe den offentlige service, er hastigt på retur og allerede tæt på nul. Og vi har stadig mange grænse- og overgangsproblemer i det danske uddannelsessystem. Konflikterne omkring skolestarten er velkendte. Der er overgangsproblemer for eleverne mellem folkeskole og ungdomsuddannelse og mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. En fælles organisation for de ansatte kunne yde et stort bidrag til at øge forståelsen lærergrupperne imellem og nedbryde kulturforskellene.

Skellet mellem akademikere og mellemuddannede er på retur. En af grundene til den større organisatoriske opsplittethed i Danmark er, at mellemuddannede og akademikere tilhører hver sin hovedorganisation, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Adademikernes Centralorganisation. Med professionsbachelortitlen, CVU'ere, er det gamle traditionelle skel stærkt på retur. Det må før eller siden få organisatoriske konsekvenser. Skellet mellem pædagoger og lærere omkring skolestarten er ved at blive opblødt. Det samme gælder skellet mellem folkeskolelærere og akademikere omkring udskoling og ungdomsuddannelse.

Mon ikke vi alligevel med tiden får et uddannelsesforbund også i Danmark?

Per Fibæk Laursen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet

»Skellet mellem pædagoger og lærere omkring skolestarten er ved at blive opblødt«