Fremtiden er personlig

Noget tyder på, at ikke alle børn vedgår den sociale arv Udviklingspsykologien har sammen med barndomspsykologi og opdragelsesforskning i godt og vel et tiår været i gang med et opgør med forestillingen om, at vores livsbane er bestemt af barndommens oplevelser og traumer. Det er et stort projekt, der vel nærmest er et paradigmeskifte. Egentlig handler det om at gøre op med forestillingen om, at vi bevæger os ind i vores personlige fremtid med blikket rettet mod fortiden og barn­dommen. Det finder sted både herhjemme og i USA. For få år siden kom bogen »Myten om børns opdragelse« af den amerikanske psykolog Judith Rich Harris. Hun konkluderer på grundlag af egen og andres for­­­s­k­ning, at forældrene kun har en begrænset (meget begrænset endda) indvirkning på deres børns udvikling og personligheds­dannelse. Det handler mindre om forældre og gener og mere om kammerater og jævnaldrende-miljøer. Forældre socia­liserer ikke børn, børn socialiserer hinanden. I Danmark har psykologen Dion Sommer argumenteret for, at børn ikke er så afhængige af deres forældre, som man i årtier har ment. De besidder, frem­fører han, en betydelig social kompetence til at klare sig i grupper uden for kernefamilien og den nære barn-mor-kontakt. Vi piller lidt ved det med eksempler på mønsterbrydere, dem, som klarer sig godt eller endog fremragende trods elendige startbe­tingel­ser en slags personligt oprør mod det forudbe­stemte. Det er dog et noget halvhjertet opgør, hvor man egent­lig ikke forkaster antagelsen om barndommens afgørende grundlag for livets gang, men i stedet fremhæver den personlige styrke, hvormed man bekæmper sin egen barndom.

Alene opgøret med den store faderskikkelse Sigmund Freud med den psykoanaly­tiske teori er slidsomt. Det er jo blevet hver­dags­psykologisk viden, at personlighedens skavanker, voksen­livets besværligheder, manglende uddannelse, alkoholisme, stof­misbrug og psykiske lidelser skyldes en dårlig barndom. Det holder måske ikke som den store undskyldning/forklaring på ikke at tage fat om eget liv med selvbestemmelse. Det tager forfatteren fat på i en bredt fortællende og solidt fundamenteret fremstilling. Michael Lewis er professor i pædi­atri og psykiatri og har skrevet bogen med vægten på studier af udviklingen hos spædbørn og i den tidlige barndom. Men han an­lægger hele vejen igennem bogen både sociale, sociologiske og pædagogiske vinkler op gennem opvæksten og frem i vokse­n­alde­ren. Det er en velskrevet og overskuelig bog. Den bygger på et konstruktivistisk udviklingssyn, det at vi konstruerer vor egen livsbane og ikke er underlagt en determi­nistisk skæbne, der er for­håndsbestemt og fastlagt af de voks­ne, vi er udleveret til. Vi redigerer således selv vores livs for­tælling. På den måde står vi også med ansvaret for livet og det er da helt i overensstemmelse med tidens psykologi og pædagogik: Det individualistiske børne­syn og læringssynet, hvor skolens elever skal tage ansvar for egen læring.

Læs også i Harris bog, hvor forældrene afskrives psykologisk og pædagogisk og reduceres til at levere tag over hovedet, tøj, varme og føde, så børnene har kræfterne til at kaste sig ind i jævnaldrendeflok­ken og blive socialiseret dér.