For et år siden indgik man i Fredericia en arbejdstidsaftale ud fra principperne i arbejdstidsaftalen fra 2008, og det betyder blandt andet, at planlægningen af lærernes arbejdstid er mere fleksibel.
Lærerkredsen frygter en ufleksibel aftale
Som følge af de vedtagne besparelser skal arbejdstidsaftalen nu genforhandles, og formanden for Fredericia Lærerkreds Per Breckling frygter for, hvad det kommer til at betyde for lærernes arbejdsmiljø.
"Selvfølgelig genforhandler vi arbejdstidsaftalen, hvis de vil det. Men det peger i retning af, at vi ender med at gå tilbage til A05, for det tror jeg, mine medlemmer gerne vil have. Den tillid, dialog og det samarbejde, som ligger i A08, føler vi ikke er til stede" siger han.
"Hvis vi går tilbage til A05 får vi en mere bureaukratisk arbejdstidsaftale, som er mere stiv og ufleksibel. Og i sidste ende får lærerne et dårligere arbejdsmiljø, fordi vi ikke kan løse opgaverne optimalt. Under A08 har den enkelte lærer og teamet større mulighed for at tilpasse sig de aktuelle undervisningsforhold. I A05 planlægger man nu, hvad man skal lave næste år på samme tid".
Hvilke opgaver skal ikke løses?
Per Breckling kritiserer, at politikerne overlader det til embedsmænd og lærerkreds at finde ud af, hvilke lærer-opgaver, der ikke længere skal løses.
"Politikerne har på intet tidspunkt sagt, hvad det er for opgaver, vi ikke længere skal udføre. Om det er skole-hjem-samarbejdet, lejrskoler eller noget andet", siger han.
Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Fredericia Peder Hvejsel (V) bekræfter, at den nuværende arbejdstidsaftale skal genforhandles. Kommunen satser på en ny aftale, hvor lærernes undervisningstid hæves med en lektion.
"Umiddelbart vil vi gerne forhandle omregningsfaktoren, og hvis det ikke lykkes, må vi opsige aftalen og gå tilbage til den gamle model", siger han.
Han påpeger, at der indtil byrådsmødet mandag var tre forslag på bordet. Det ene lød på at hæve lærernes undervisningstid med en halv lektion, et andet lød på en hel lektion og det sidste lød på halvanden lektion.
"Det sidste forslag blev trukket i forbindelse med byrådsforhandlingerne, og det er en fremstrakt hånd til lærerne om, at vi gerne vil have en forhandling", siger Peder Hvejsel.
Hvad det er for opgaver, lærerne ikke længere skal bruge tid på, vil han ikke give et bud på.
"Det vil vi overlade til forhandlingerne, og de foregår ikke på politisk plan men mellem administrationen og lærerforeningen. Som politikere skal vi selvfølgelig i sidste ende godkende aftalen, men det er ikke os, der fører forhandlingerne".
Ved at hæve undervisningstimetallet sparer kommunen syv lærerstillinger, som nedlægges fra skoleåret 2011-12.
Fredericia Kommune sparer og opsiger lærernes arbejdstidsaftale
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.