Af Claude Gauvard
Bearbejdet af Susan Ankjærgaard og
Hanne Molusson
103 sider, 112 kroner
Optimus, telefon 4733 9394
E-mail: optimus@molusson.dk
Naturligvis må man vide noget om Jeanne d'Arc, når man har valgt at lære fransk. Hendes betydning for franskmændene er kolossal. Derfor må det hilses velkomment, at der nu er udkommet et godt og brugbart materiale, som oven i købet er billigt.
Bogen, der i sit layout og udstyr er aldeles uprætentiøs, ja næsten skrabet, rummer en hovedtekst inddelt i 15 små kapitler om Jeanne d'Arcs liv og bedrifter, et fyldigt og varieret opgaveafsnit indeholdende supplerende tekster, der oplyser om relevante forhold i Jeanne d'Arcs samtid, supplerende oplysninger på fransk og en alfabetisk gloseliste. Hovedteksten og opgaveafsnittet er endvidere selvstændigt gloseret.
Bogen kan bruges efter to års undervisning i fransk. Suppleret med hvad læreren kan finde af billedmateriale eller en af de mange film om Jeanne d'Arc, kan læreren tilrettelægge et spændende og relevant undervisningsforløb, hvor eleverne takket være de mange opgavetyper vil kunne arbejde på forskellige sproglige niveauer. Enkelte af opgaverne er indholdsmæssigt og sprogligt for svære for grundskoleeleverne, men de kan i givet fald tilpasses. Det er en praktisk hjælp, at hovedteksten og de supplerende tekster er forsynet med normalsidetal.
Enkelte steder er der detaljer, som er smuttet i korrekturen, hvilket dog på ingen måde ødelægger det gode indtryk.
Leon Aktor
Fransk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.