Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Fra universitet til læreruddannelse i Esbjerg

Hele 38 procent af de studerende, der startede på læreruddannelsen i Esbjerg i februar, har tidligere færdiggjort eller været i gang med et studie på universitet. Studiechefen kalder det er en helt vild udvikling og betegner vinteroptaget som det bedste i sin tid som leder på uddannelsen.

Foto: Istock
Sebastian Bjerril
Sebastian Bjerril Webredaktør og journalist
2 kommentarer
18. april 2016, kl. 16:39

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

2 kommentarer

Det er første gang, Læreruddannelsen i Esbjerg, som er en del af UC Syd, kører med vinteroptag. På forhånd havde studiechef Hans Tauman forventet, at det ville føre til et optag af flere med mere end en studenterhue på cv'et. Men at tæt på 40 procent af de 42 studerende, der blev optaget, skulle vise sig tidligere at have haft sin gang på et universitet, kommer bag på ham.

"Vi var godt klar på, at der ville komme flere, som ikke kom direkte fra gymnasiet, da uddannelsessystemet er rettet ind efter, at man starter på studie om sommeren. Derfor var det ikke overraskende, at der var andet segment for vinteroptaget. Det var også en del af vores markedsføring, at vi forsøgte at henvende os til studerende, der har afbrudt deres universitetsuddannelse. Men det kommer bag på mig, at det lå så højt procentvis", fortæller han.

Tidligere var det kun en eller to på en årgang

Til sammenligning kan han fortælle, at cirka 10 procent af sommeroptaget havde en universitetstid bag sig, hvilket Hans Tauman i sig selv ser som relativt højt. Det er fremdriftsreformen, som gør, at uddannelsen fra juli 2014 har haft et nøjagtigt kendskab til antallet af studerende, der har en hel eller dele af en uddannelse med sig, når de starter på lærerstudiet. Her blev der nemlig indført krav om, at alle videregående uddannelse skal give tvunget merit til studerende med en fortid på et andet studie. Tidligere skulle de studerende selv søge, hvis de var interesserede i merit fra et tidligere studie.

"Derfor ved vi ikke, hvor mange der var tidligere, men det var måske en eller to på en årgang, som kom med en baggrund. Så det er en meget voldsom stigning", siger han.

Pladserne på læreruddannelsen i Esbjerg er langt fra blot blevet fyldt ud af studerende, der har kun har gået nogle få måneder på universitet. Ifølge Hans Tauman er der et stort antal, som har færdiggjort deres bachelor, og flere har også påbegyndt deres kandidat, før valget faldt på læreruddannelsen.

"Det er typisk studerende, der har været glade for fagfagligheden i deres fag, men som pludselig efterspørger, hvordan de skal anvende faget. Her er læreruddannelsen langt mere praksisnær, og den giver dig redskaber til, hvordan du formidler dit fag".

Læreruddannelse: Første år var et særligt svært år

Mest motiverede årgang nogensinde

Hans Tauman kan næsten ikke få hænderne ned over vinterholdet. For der er stort set ikke faldet nogen fra af, og han oplever en motivation, som han ikke tidligere har set tilsvarende.

"Der er én, som er stoppet på grund af sygdom, og så er der en, der blevet overflyttet til en anden uddannelse, så der har faktisk ikke været frafald. Det er helt fantastisk. På sommeroptaget er vi vant til, at der er en stor mobilitet inden for de første måneder. Man kan tydeligt mærke, at de her er meget bevidste i deres uddannelsesvalg, hvilket vi også kan se på nogle fremragende fremmødeprocenter. Jeg kan ikke huske at have oplevet en studiestart som denne her. De virker meget bevidste omkring deres valg af læreruddannelsen".

Selvom mange af de studerende har brugt op til flere år på andre studier, kan de dog ikke forvente et lærerstudie, der er betydeligt kortere end de normale fire år. Ifølge Hans Tauman kan studerende, der tidligere har læst idræt ofte få op til et år, men for stort set alle andre, drejer det sig om nogle ganske få moduler, de studerende kan undvære.

"Vi har en studerende, som har læst rigtigt mange moduler på universitet i dansk, men de læner sig ikke op ad det at være folkeskolelærer, så det giver meget lidt på læreruddannelsen. Så her vil det typisk være sådan, at de kun kan få merit for videnskabsteorien, der skal bruges til bachelorprojektet. Men idræt er meget praksisnære og arbejder med praktik og didaktiske tilgange, så her er der bedre muligheder for at få merit", fortæller han.

Tegn på at gymnasier vejleder for dårligt

Ifølge Hans Tauman er de mange studerende fra universitetstudier en klar indikator på, at gymnasierne har en mangelfuld vejledning.

"Det viser jo, at gymnasierne vejleder de unge til at tage en universitetsuddannelse i stedet for de mellemlange uddannelser. Mange ser gymnasierne som et forstudie til at komme på universiteterne, og det er derfor, at de ender med at vælge om".

2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Fra universitet til læreruddannelse i Esbjerg

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS