Fra individ til person og samfundsborger

Niklas Luhmann ville aldrig have haft en chance i et universitetssystem, hvor det er et mål i sig selv at finde den kortest mulige vej mellem forskning og faktura. For det tager sin tid at finde ud af, hvordan et samfund er skruet sammen. Eller rettere: Hvordan det har set sig selv i nutid som i fortid.

Hans ambition var at beskrive samfundsfænomener, som det store flertal betragter som selvfølgeligheder og givne én gang for alle. Luhmann påviser, hvordan alle i den forbindelse har indlært deres egen forståelse af de begreber, vi bruger, når vi snakker samfund. Resultatet er selvfølgelig, at vi mere eller mindre bevidst snakker forbi hinanden i enhver samfundsdebat. Den daglige nyhedsstrøm er fuld af eksempler på dette: Råb i skoven som spørgsmål og goddag-mand-økseskaft som svar.

Luhmann fører læseren ind i skolesystemets historie, forudsætninger og idegrundlag, som han ser det. Hvordan forskellen mellem opdragelse og undervisning opstod, og hvordan det menneskelige individ - den biologiske genstand, vi alle sammen opholder os i - bliver dannet og bliver til en person. Uddannelsessystemer opstår, fordi samfund bliver så komplekse, at man ikke kan sikre dette gennem almindelig socialisation i familien. Der må et magtfuldt mellemled ind og sikre, at samfundets mennesker i det hele taget passer ind i samfundet. Luhmann påpeger, at dannelse eller uddannelse af individet ikke kun sker, fordi det er gavnligt for individet selv. Det sker også, fordi det er et vigtigt handlingsgrundlag for andre.

Undervisning beskriver han som kommunikation mellem deltagere med to vidt forskellige roller: lærer og elev. Og påviser overbevisende, hvorfor den ikke lykkes, fordi de to parter ikke har samme opfattelse af, hvad der er vigtigt.

Bogen er langtfra letlæst, selv om Lars Qvortrup har skrevet et fortrinligt indføringskapitel. For trods den glimrende oversættelse er læseren ikke fritaget for at lære og forholde sig til de ord, Luhmann introducerer for at forklare problemstillingerne i sit tankesæt, og det er næppe sandsynligt, at de bliver hvermandseje. Men der er ingen vej udenom, og tager man sig tiden til at læse og genlæse og tænke sig godt om indimellem, belønnes man med den gode oplevelse at have forstået noget væsentligt om, hvad dannelse og undervisning er for noget. For mange steder, midt imellem forklaringer på ord og kategorier, viser han en indsigt i, hvad der sker, når vi holder skole i den gængse forstand. Som når han fortæller os, hvori elevernes handlemuligheder består i den form for kommunikation, der er mulig i den sociale konstruktion, som en skoleklasse udgør. Svaret giver han på side 130: "Venten, tilbagevisning, afbrydelse, tålmodighed, resignation". Tyg lige på den, kære læser.