Fortælling

Af Rune T. Kidde

46 sider, 98 kroner

Forlaget Modtryk 1998

Fem dage efter H.C. Andersens fødselsdag udkom de ækle æventyr, som vi sidste efterår kunne høre Rune T. Kidde fortælle i Børneradioen, og som nu genudsendes i serien 'Snabelsko og gåsetænder'.

Rune T. Kidde er en forrygende fortæller, og i disse ækle æventyr tager han eventyrligt gas på de gode gamle figurer, når han beretter om Hærge-Hans og Grimme Grete, Den Lilla Møghætte, Klaskepot og Robertson Krudtso.

Og han kaster op af pædagogisk eftertanke, når han lader Søde Sally Sukkertop sprænge sin evindeligt eventyrfortællende Bedstemor Bob i luften.

Det ækle angreb på eventyrgenren er forfriskende, men også vanskeligt, hvis det skal lykkes. Vi holder jo trods alt af alt dette arvegods. Derfor bliver det ækle nemt for lidt af det gode eller for meget af det onde.

I sine mundtlige fortællinger formår Rune T. Kidde at udnytte sin stemmeføring, sin talerytme og sin sprogsans til at skabe den fornødne balance. Og som tilhører fanges man ind.

Som læser har man derimod fat i fortælletømmerne selv, og glæde, apati og modvilje i forhold til historierne bliver selvforstærkende. Og jeg har konstateret alle tre følelser hos mig selv, da jeg skulle læse disse ækle eventyr.

På mig virker det, som om Rune T. Kiddes ækle æventyr lever bedst live, næstbedst fortalt i radioen eller på bånd og sidstbedst på skrift.

At nedskrive en mundtlig fortælling er jo på sæt og vis et folkemindemord på fortællingen, som på den anden side giver os mulighed for at dvæle evigt ved nedskrivningens øjeblik. Derfor rummer bogen historier, der kan udfordre de gode gamle. Men Rune T. Kidde er altså bedst live.

Og så må det være på sin plads at erindre om, at H.C. Andersen var særdeles bevidst om de særlige krav og kvaliteter, der gælder for henholdsvis den mundtlige og den skriftlige form.

Men han levede jo også i en tid, hvor det var in at skabe, og ikke blot at genbruge.

Jens Raahauge