"Der er meget langt til, at STU stiller de unge med særlige behov lige med andre unge. Vi har eksempler på, at unge er tvunget til at bruge deres børneopsparing, for så længe de har den, kan de ikke få kontanthjælp", sagde koordinerende vejleder Asta Fuglsang fra UU-centret i Nordvestjylland på ministeriets konference om uddannelse og handicap, der i år satte fokus på overgangen til ungdomsuddannelserne for unge med særlige behov.
Ofte har forældre og bedsteforældre betalt til børneopsparingen for at give barnet med vanskeligheder noget at stå imod med.
"Men de unge må se pengene forsvinde, fordi der ikke er knyttet en forsørgelse til ungdomsuddannelsen for ung med særlige behov", konstaterede Asta Fuglsang.
Kurator Poul Erik Petersen fra UU i Odense tegnede et tilsvarende billede. Han er vejleder for en ung mand på 18 år, som mistede sin far, da han var to år.
"Han har 100.000 kroner fra dengang, så han kan ikke få kontanthjælp, før de penge er spist op", fortalte Poul Erik Petersen.
Der skal tages mange hensyn
Det er ikke første gang, der bliver peget på problemet. Op til sommerferien kaldte de regionale udviklingsråd det for uneldigt, at de unge har så forskelligt forsørgelsesgrundlag, og en analyse af forsørgelsesproblematikken er blandt de opgaver, Undervisningsministeriet skal løse i foråret 2010.
"Politikerne er opmærksomme på problemet, og det står på vores plan, at vi skal kulegrave forsørgelsesgrundlaget. Hvad løsningen bliver, tør jeg ikke sige, for der er mange hensyn at tage. Hvis de unge skal have SU, skal de måske have ret til forhøjet SU, da de sjældent kan passe et fritidsarbejde ved siden af. Et andet hensyn er, at vi ikke må gøre vilkårene dårligere for nogen unge, fordi andre skal have det bedre", sagde kontorchef Finn Christensen fra Undervisningsministeriets kontor for specialundervisning.
Pige skulle sælge sin hest
Inden loven blev vedtaget, drøftede embedsmænd og politikere spørgsmålet om forsørgelse intenst.
"Vi diskuterede blandt andet, om de unge skulle kunne få SU, men nogle pegede på, at SU'en er væsentlig lavere end for eksempel pension. Målet med uddannelsen var at sikre et tilbud til de sværeste handicappede. Derfor forventede vi, at en stor del ville være på førtidspension", fortalte Finn Christensen.
Det viste sig, at mange unge forsørges på andre måder. En pige har for eksempel spurgt Undervisningsministeriet, om det virkelig kunne passe, at hun skulle sælge sin hest for at få noget at leve af.
"Kommunen mente ikke, hun havde brug for en hest, når hun skulle gå på en uddannelse", sagde Finn Christensen.
Forsørgelsen til unge på STU skal kulegraves
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.