Arbejdsstyrken bliver mindre i fremtiden, og der bliver flere og flere ældre borgere, men samtidig findes der en stor uudnyttet resurse blandt handicappede. Regeringen har tidligere vurderet, at omkring 90.000 handicappede vil kunne komme i arbejde ved hjælp af beskedne hjælpemidler.
Med den teknologiske udvikling bør dette tal kunne øges betydeligt, mener man på Aalborg Universitet, der kæder en række forskningsindsatser på tværs af traditionelle faggrænser sammen i et nyt forskningscenter, som åbner i dag.
"Det er vigtigt at skabe et netværk på tværs af forskningsområder, så de sociologiske, biologiske og teknologiske sider af sagen kan supplere hinanden. På den måde bliver det mennesket og ikke et enkelt fagområde, der bliver centrum for forskningen", siger Lotte Andreasen Struijk til universitetets hjemmeside. Hun er leder af det nye Virtuelt Center for Teknologier for Aldrende og Handicappede.
Allerede i dag arbejder flere forskergrupper på universitetet med projekter som talestyrede computerprogrammer, robotteknologier og genoptræning via virtual reality, og på det humanistiske og samfundsvidenskabelige plan i form af blandt andet musikterapi og medindflydelse via teknologi.
En tættere dialog mellem forskere, brugere, behandlere og virksomheder vil være en styrke, mener folkene bag det nye center. De opfordrer både private og professionelle til løbende at melde ind med emner, idéer og problematikker relateret til handicap- og ældreområdet.
Forskningen i handicap styrkes med nyt center
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.