Det er den tidligere alkoholforsker, cand.psych. Knud-Erik Sabroe fra Aarhus Universitet, der i Berlingske Tidende i dag er manden bag den kontroversielle udmelding. Han har foretaget en undersøgelse om alkoholbevidsthed blandt 1.400 danske skolebørn som et led i et syvårigt projekt om unge og alkoholbevidsthed. 500 af børnene var mellem seks og ti år.
Undersøgelsen viser, at børn helt ned til seksårs alderen er klar over, at alkohol ændrer de voksnes adfærd. De har sågar ofte smagt alkohol og er klar over præcis hvor meget, der skal til, før mor eller far begynder at te sig på en anden måde. Og de bryder sig ikke om det.
"Børnene føler sig utrygge, når deres forældre ændrer adfærd - ofte vender de simpelthen ryggen til de berusede voksne. Samtidig har de ingen at tale med om det, for man taler ikke alkohol med børn i den alder", siger Knud-Erik Sabroe, som har lavet undervisningsmateriale, som henvender sig til elever helt ned til 1. klasse.
Sundhedsstyrelsen har afvist at give økonomisk støtte til publicering af Knud-Erik Sabroes undervisningsmateriale. Børn skal ikke lære om alkohol, før de er gamle nok til selv at fatte interesse for det, lyder meldingen ifølge Berlingske Tidende fra Morten Wiberg, fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen.
"Man foregriber en udvikling, som ikke er aktuel for børnene i den aldersgruppe. Det ville være ligesom, hvis man introducerede seksualundervisning i 1. klasse. Man skaber interesse for noget, der ikke ligger lige for", mener Morten Wiberg.
Forsker: Undervis elever i 1. klasse i alkohol
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.