'Meddelelsesbogen' hedder det, der fra i år skal fra i år erstatte elevplanerne i samarbejdet mellem skole og hjem. Lærerne skal udarbejde en meddelelsesbog for alle elever fra børnehaveklassen til 9. klasse. Men der er kun få krav til, hvad en meddelelsesbog skal indeholde. Det betyder, at der er stor frihed til, at den enkelte skole udvikler meddelelsesbogen, så den giver bedst mulig mening.
Flere forlag og andre firmaer udbyder moduler, som lærerne kan benytte, men Danmarks Lærerforening, KL og Skolelederforeningen har sammen opfordret til, at skolerne bruger tid på at vurdere, hvordan meddelelsesbogen bedst kan fungere på den enkelte skole.
Derfor har de tre parter inviteret konsulent i Børne- og Undervisningsministeriet Marie Bilde og lektor Stine Helms fra professionshøjskolen Absalon for at give inspiration til skolernes arbejde med meddelelsesbogen i et webinar, som er gem og kan ses på YouTube.
”Det er et særskilt formål, at der skal være mindre bureaukrati i arbejdet om evaluering og bedømmelse og bedre plads til at finde de løsninger, der giver mening lokalt”, siger Mette Bilde.
”Evalueringen af elevplaner viser, at de blev udfyldt, men de blev oftest ikke anvendt i en pædagogisk meningsfuld sammenhæng. Der var en oplevelse af, at de tog tid fra undervisningen”.
Hun opfordrer til, at skolerne henvender sig med gode eksempler, da ministeriet gerne vil samle eksempler, der kan inspirere andre skoler. Desuden fortæller hun, at der kommer en ny vejledning, hvor der er et kapitel om persondatareglerne i forhold til følsomme oplysninger.
Bedre udgangspunkt for at anerkende elever
Lektor Stine Helms kommer i webinaret med konkrete bud på, hvordan meddelelsesbogen kan bruges anderledes end elevplanen. Hun peger på, at fokus i elevplanen ofte var på motivation, koncentration, fokus, aktiv deltagelse og ansvarlighed, og at elevplanen havde et individualiseret elevsyn.
”Mange lavt præsterende elever oplevede elevplanen som et sted, hvor de fik påpeget alle deres fejl. Elevplanen fik dem til føle, at de ikke var gode nok eller de ligefrem var dumme”, siger Stine Helms og viser, hvordan skoler og lærere med meddelelsesbogen kan gå fra et mangelsyn på eleven til et resursesyn, og man kan gå fra et individuelt syn til et fællesskabssyn. Hun ser 'bogen' som et sted, hvor man kan støtte en ligeværdig dialog med elever og forældre.
”Det, der anerkender ligeværdig dialog er, at elev og forældre mødes med positive forventninger”, siger hun. ”I det at være anerkendende ligger der også det, at der skabes rum for at være menneske på mange måder. Forskellighed er en styrke for fællesskabet og ikke en svaghed”.
Vigtige opmærksomhedspunkter på skolen
Stine Helms opremser en række drøftelser, som er vigtige at tage på skolen, hvis man skal sikre, at meddelelsesbogen bliver et meningsfuldt værktøj. Det er vigtigt at tænke på, hvordan man undgår unhensigtsmæssige ansvarsplaceringer på elev, lærere og forældre. Hun understreger, at det er vigtigt, at man afgør, i hvilket omfang elev og forældre skal inddrages i fokuspunkter, om man skal differentiere mellem elever og forældre, og hvad det giver mening at forpligte forældre på. Man må på skolen drøfte, hvad man forstår ved elevens alsidige udvikling og også, hvordan meddelelsesbogen skal bruges som et vejledningsværktøj i udskolingen.
"Der er mange ting, man kan drøfte på skolen og i skolebestyrelsen, hvis meddelelsesbogen skal blive et meningsfyldt værktøj, men her var i hvert fald nogle af mine bud", lyder det fra Stine Helms i webinaret
Forsker om meddelelsesbog: Fokus skal flyttes fra elevens mangler til elevens resurser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.