Forskellige forudsætninger for at kunne mentalisere

Robusthed er et af de helt store nøgleord i disse år, og det er ikke kun, fordi vi er begyndt at oversætte resiliens med robusthed. Ganske vist har kært barn mange navne, men det handler også om et nyt syn på pædagogikken, der ikke er blevet mindre aktuelt efter folkeskolereformens blik på inklusion.

Det er så rart, at vi her har en konkret bog med virkelige erfaringer, der kan bruges til noget, i stedet for mange af de her smarte ”opskriftsbøger”, hvor der står noget om, hvordan man kan optimere.

Det handler om trivsel, og det handler om relationer, og det er dejligt, at et begreb som mentaliseringsevne er kommet i øget fokus. Det handler om vores bevidste fokus på at forstå andres og egen adfærd ud fra de mentale tilstande, der ligger bag vore tanker, følelser, intentioner, ønsker, behov og antagelser.

Det er noget, der kan trænes, og det kan det blandt andet ved hjælp af det robusthedsprogram, der præsenteres i denne bog. Det beskrives i konkrete øvelser, og der udkommer snart en træningsbog, der bygger på de erfaringer, der er beskrevet i denne bog.

Robusthed handler ikke om galvanisering eller hærdning, som jeg så i en anden bog om emnet. Det handler om at træne evnen til at tænke sig om. Og det er bestemt noget, vi alle kan blive bedre til, diagnose eller ej.

Lærere og pædagoger slides dagligt op af forældres bekymringer om deres børns trivsel, og her er der også hjælp at hente til forældrene, så de kan få nogle redskaber til, hvordan man bliver bedre til at kommunikere med sine børn, så de ikke opgiver livet alt for tidligt. Men selvfølgelig er det da positivt, at der er så mange, der er interesserede i børns trivsel, bare det ikke går hen og bliver til curlingbørn, der ikke har lært at tage nogle af de stød, som livet altid giver.

Bogen er fyldt med artikler, hvor fagpersoner deler ud af deres viden fra erfaringer med robusthedsprogrammet. Det er også erfaringer, der er blevet samlet op som en del af Forskningsprogram for Mental Børnesundhed under Komiteen for Sundhedsoplysning.

Bogen henvender sig først og fremmest til praktikere på skole-, social-, special- og sundhedsområdet, og som arbejder med rusmiddelbehandling og terapi. Jeg blev i alt fald glad for at læse bogen, og det håber jeg også, at andre må blive.