"Der er ikke belæg i den nye formålsparagraf til at sige, at folkeskolen skal opdrage eleverne til at blive danske. I det nuværende formål er der en fin balance mellem, at skolen skal fremme forståelsen af dansk kultur og forståelsen af andre kulturer. Det bliver nu præciseret, at elever skal gøres fortrolige med dansk kultur og historie, og det opvejes på den anden side af, at de også skal have forståelse for andre lande og kulturer. Det sikrer, at vægtstangen stadig er balance", siger skolepolitisk ordfører Christine Antorini.
I fortolkningen fra uddannelsesordfører Martin Henriksen hedder det, at "folkeskolen skal ikke gøre elever med anden etnisk baggrund fortrolige med deres forældres kultur. Folkeskolen kan og skal vende integrationen. Det seneste forlig trækker i den retning".
"Jeg er ikke i tvivl om, at Martin Henriksen og Dansk Folkeparti ønsker en folkeskole med det værdigrundlag. Men det er ikke det, vi har aftalt i forligskredsen, og bemærkningerne til lovforslaget forklarer netop, at der fortsat skal være balance mellem dansk kultur og forståelse for andre kulturer. Jeg er glad for, at vi har indgået et bredt forlig, så folkeskolen ikke udvikler sig til en ideologisk kampplads for partierne", siger Christine Antorini.
Martin Henriksen bruger også opprioritering af kristendom til prøvefag som argument for, at folkeskolen skal gøre tosprogede elever danske.
"Med en opprioritering af kristendom til et eksamensfag og en opprioritering af historie, hvor der klart står i bemærkningerne, at formålet er at gøre eleverne fortrolige med den danske kulturarv, er hensigten ganske klar, i og med at det skrevne ord siger det hele", skriver Martin Henriksen.
Det anerkender Christine Antorini heller ikke.
"Alle fag bliver prøvefag, men der skal trækkes lod om, hvilke fag eleverne skal op i. Og er de fritaget for kristendomsundervisning, skal de naturligvis ikke op i faget. Martin Henriksen må gerne præsentere Dansk Folkepartis politik. Det er derfor, vi har forskellige partier. Men han skal respektere det, vi faktisk har aftalt og som har bred opbakning i Folketinget".
Forligspartier uenige om formålsparagraffen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.