For børnenes skyld

Forhenværende undervisningsminister Ulla Tørnæs har jævnligt fremhævet Rullende Skolestart som løsningen på mange af folkeskolens problemer med urolige børn eller med forældre, der vil udsætte barnets skolestart med et år.

Man kan derfor frygte, at regeringens udvalg, der skal vurdere indskolingsforløb, vil se på netop dette fænomen med stor interesse. Jeg håber, at udvalget bliver neutralt sammensat og ikke består af smagsdommere, der har til hensigt at trække en opportun konklusion på forhånd.

Det er velkendt, at KL og betrængte kommuner ser ordningen som en måde at løse de økonomiske problemer på, som pladsgarantien medfører, hvis man ikke ønsker at udbygge daginstitutionssiden bygningsmæssigt i takt med efterspørgslen.

Jeg tænker, at der er en række minusser for børnene: Rullende Skolestart indebærer, at barnet kommer ind i skolen på sin seksårsfødselsdag og skal være en del af et fællesskab, som det ikke selv har haft eller får mulighed for at påvirke væsentligt, fordi klassekulturen for længst er fastlagt.

Ingen fokuserer tilsyneladende på, at barnet kommer alene i skole uden bedstevennen, som måske stadig sidder i børnehaven eller værre endnu er kommet i skole langt tidligere og har knyttet nære relationer til andre børn i mellemtiden. Et andet gedigent problem er forældresamarbejdet, hvor de sidst ankomne forældre ikke er med til at diskutere de grundlæggende værdier i klassefællesskabet forældre og skole imellem. Et værdifuldt element i forældresamarbejdet, der giver et godt samspil parterne imellem og en høj grad af gensidig forpligtelse.

De implicerede skoler understreger selv det sidstnævnte og påpeger, at der skal bruges øgede resurser til flere forældremøder for at få hele forældregruppen til at føle en forpligtende sammenhæng mellem skole og hjem. De samarbejdende institutioner, der afleverer børn drypvis til skolen, fremhæver også et øget tidsforbrug til afleveringsforretningen med den konsekvens, at der er mindre tid til institutionens øvrige børn.

Med ordningen er det ikke muligt at opretholde kontinuiteten i barnets liv i overgangen fra børnehave til skole. Det er umuligt at gennemføre den gensidige proces med kufferttankegangen, hvor alle børn får hinandens historier, ved at det enkelte barn fortæller sin unikke beretning. De sidstankomne børn når ikke at høre om de førstankomnes tidligere liv, fordi historierne er fortalt i klassesammenhæng, længe før barnet ankommer til klassen.

Det er interessant, at Faghæfte 25 lægger op til, at børnehaveklassen skal danne fundament for skolens undervisning, men at tiden til at bygge fundamentet i kan variere fra få måneder til et år. Kan man være sikker på, at »mørtelen i fundamentet får den rette holdbare konsistens, hvis der ikke har været tid til hærdning«?

Hvordan laver de implicerede skoler Rullende Brobygning til daginstitutioner for hvert nyt barn, der skal i skole på sin fødselsdag, uden at der tilføres en masse resurser (som skolen og institutionerne for indeværende ikke har). Børnehaveklasselederen skal jo tage udgangspunkt i det, barnet kan og ved, i forbindelse med skolestarten.

Der er mange spørgsmål. Svarene må komme fra lands- og kommunalpolitikere, skoleforvaltninger og skoleledere omkring Rullende Skolestart, så det bliver muligt for andre at se, hvad børnene får ud af ordningen, og hvilke værdier børns liv bliver tilført ved ændringen. Vi ved allerede noget om nogle af de værdier, der forsvinder med den.

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen