"Yes!" udbrød chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen, da hun fredag eftermiddag kunne række en tung stålskulptur i vejret til høje klapsalver i en fyldt festsal på Københavns Rådhus. Bordingprisen er den største hæder, som et fagblad i Danmark kan få. I år fik Folkeskolen og folkeskolen.dk en af de to hovedpriser, Medieprisen, for, hvad dommerkomiteens formand, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Lisbeth Knudsen, kaldte for "en helt særlig grad af helstøbt relancering af blad og netmedie".
Forbilledlig fornyelse
Med skulpturen fulgte en flaske champagne og en indrammet plakat med begrundelsen for, at Folkeskolen blev udråbt som rollemodel for andre specialmedier:
"Prisen gives for en forbilledlig stærk og sammenhængende fornyelse af både fagblad og web-side med en klar målsætning om dagsordensættende temaer og udvidelse af debatten med medlemmerne".
Den stolte chefredaktør kan nu hænge hædersbevisningen op på redaktionen ved siden af en række andre. Det er nemlig tredje gang, at Folkeskolen vinder en af Anders Bordings hovedpriser, ligesom bladet har vundet fire mindre priser - de såkaldte plaketter - og en pris for nye digitale medier.
En kæmpe opmuntring
Som en af de to hovedvindere fik Hanne Birgitte Jørgensen lov til at holde en tale for salen af specielt inviterede mediefolk.
"For et fagblad som os, kan værdien af prisen ikke overvurderes. Det er en kæmpe opmuntring for os i det daglige arbejde og en kroning for to års hårdt arbejde på omlægningen. Det er også en opmuntring til at fortsætte på den vej, som vi er begyndt på med at lave dagsordensættende journalistik og udvikle vores faglige netværk", sagde hun og afslørede, at der efter sommerferien kommer initiativer, der skal knytte læserne endnu tættere til bladet. Vigtigt for chefredaktøren var det også at takke redaktionen, der sad med store smil i salen.
"Tak til alle jer dygtige, flittige, engagerede og entusiastiske medarbejdere på Folkeskolen. Det er jo jer, der har lavet alt arbejdet, og det skal I være stolte af", sagde hun. Danmarks Lærerforening blev også takket - ikke mindst formand Anders Bondo for at bakke op om et troværdigt fagmedie, som arbejder selvstændigt og professionelt og er med til at holde den faglige debat levende. Samarbejdspartnerne Advice, Kontrabande, Eksponent, StiboZone (nuværende Datagraf), der har været en del af arbejdet med relanceringen af Folkeskolen, også fik en tak med på vejen.
Endnu en pris til folkeskolen.dk
Samtidig med prisoverrækkelsen på rådhuset, var der også prisoverrækkelse i Kedelhallen på Frederiksberg, hvor udviklere i opensource-webudviklingssystemet Umbraco var samlet fra hele verden til konferencen CodeGarden. Her faldt endnu en pris af til folkeskolen.dk - nemlig for firmaets Eksponents tekniske udvikling af lærernes netmedie.
Folkeskolen får stor fagbladspris
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.