"Partierne har nævnt for mig, at de vil rejse folkeskolen som tema ovre hos finansministeren. Jeg har via kommuneaftalen skaffet finansiering til de ting, jeg gerne vil. Derudover har jeg lyttet mig til, at partierne har en række ønsker ud over det, som jeg har foreslået. Jeg har understreget over for partierne, at det skal vi finde en fælles finansiering til", erklærer Ulla Tørnæs onsdag efter et godt to en halv time langt møde.
Hver ekstra undervisningstime koster 42 mio. kr., så tre timer vil koste 126 mio. kr.
"Det er indlysende, at regeringens skattestop er en forudsætning for regeringens politik i det hele taget. Der er ikke på nogen måde lagt op til, at den fælles finansiering findes gennem øgede skatter og afgifter", fastslår undervisningsministeren. Dermed er der kun besparelser og brugerbetaling og effektiviseringer tilbage til at betale for flere undervisningstimer.
Faseopdelingen indgår ikke længere i forhandlingerne. Ulla Tørnæs fastholder, at med holddannelse lægges op til at bruge begrebet undervisningsdifferentiering langt mere målrettet, så der også kan holddannes i de yngre klasser på baggrund af en løbende vurdering af eleven.
"I dag er der en sondring i paragraffen om holddannelse. I 1.-7. klasse kan man holddanne på baggrund af praktisk pædagogisk vurdering, og fra 8. til 10. klasse kan man holddanne på baggrund af en løbende evaluering af eleven", siger Ulla Tørnæs.
"Det vil jeg gerne have, at man også skal kunne fra 1. til 7. klasse, så den løbende vurdering af eleven også kan være en pædagogisk begrundet årsag til at holddanne for derigennem målrettet at kunne støtte op omkring de elever, der har behov for f.eks. et ekstra læsekursus. I dag skal man via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og specialundervisning. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt, da mit mål er en rummelig folkeskole", siger undervisningsministeren.
Ulla Tørnæs mener, at et nyt folkeskoleforlig vil være mere end et museskridt eller eftersyn: "Der er tale om en fornyelse, såfremt vi bliver enige om at skabe mulighed for at bruge begrebet undervisningsdifferentiering målrettet".
Folkeskoleforhandlinger: Time-out hos Thor P.
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.