Det er torsdag eftermiddag, og storebededagsferien er kun få timer væk. Kunderne i Irma på Lyngby Hovedgade iler determineret mod kasseapparaterne med indkøbskurve, der bugner af alskens lækkerier og kun få af de lidt mere "kedelige" grøntsager.
Ved en lille stand bag cherrytomaterne og agurkerne støder vi på de to personlige grøntsagsshoppere, Anne Grarup og Fie Blom, der er i fuld gang med at kokkerere delikate grøntsagssnacks. Måske har du selv mødt en af deres kolleger i din lokale frugt- og grøntafdeling. I de seneste uger har de huseret i små og store supermarkeder over hele landet.
Med sig har de altid gode råd om de grøntsager, der er i sæson. De er kendt som de personlige grøntsagsshoppere.
Kunder fortæller grøntsagsanekdoter
Fie Blom er allerede godt i gang med at partere en tomat og omforme den til en farverig pindemad tilsat friske krydderurter, mens kunder valfarter forbi med stadigt mere tunge skridt og nysgerrige blikke.
"Jeg oplever, at kunderne har taget rigtig godt imod os og spørger nysgerrigt ind til, hvad de selv kan gøre i forhold til at få fyldt noget mere frugt og grønt i indkøbskurven", siger Fie Blom.
"I starten tror de fleste nok, at vi ønsker at prakke dem noget på. Men når de opdager, hvad det er vi vil, så er de nærmest ustoppelige med at fortælle anekdoter om deres eget forhold til grøntsager. Så får vi os en god snak", siger Anne Grarup, der ligesom Fie Blom, er studerende ved professionsbachelor-uddannelsen i ernæring og sundhed på Metropol i København.
"Kunderne er ofte ellevilde for at prøve noget nyt, og de tager gerne imod gode råd", siger de to samstemmigt.
En typisk arbejdsdag for de to grøntsagsshoppere kan enten være at give konkrete tips om sæsonens grøntsager eller hjælp til at bikse en god dressing sammen til aftensmadens salat, eller som navnet antyder, at personligt assistere indkøbene af grøntsager.
"Det afhænger nok af, hvilken stemning, der er", forklarer Anne Grarup. Efter en halv time er der allerede et mylder af mennesker foran grøntsagsboden, og der bliver fyldt godt op i indkøbskurvene med tomater, asparges og agurker.
Det er Gartneribrugets Afsætningsudvalg, der står bag kampagnen med de personlige grøntsagsshoppere, hvor 25 ernæringsuddannede personlige grøntsagsshoppere drager land og rige rundt for at give sund inspiration til de danske forbrugere.
”Folk tror først, at vi vil sælge dem noget”
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.