Førsteklasses specialundervisning

Folkeskolen skal kunne rumme alle høj som lav, doven som aktiv, klog som mindre klog og alle disse forskellige individer skal den og dens lærere give samme uddannelse. Det er dog gået op for de fleste, der til daglig har med undervisning at gøre, at dette mildest talt er umuligt.

På det seneste har debatten om et af Danmarks mest udskældte fagområder, folkeskolen, drejet sig en del om den specialundervisning, der finder sted på alle landets folkeskoler, og her tænker jeg især på den del af specialundervisningen, der drejer sig om at give de elever, der af den ene eller anden årsag har svært ved at følge den almindelige undervisning, støtte nogle timer om ugen i en kortere eller længere periode, så de får mulighed for igen at følge den almindelige klasseundervisning.

Debatten har gået på, at elever, der modtager specialundervisning, får lavere selvværd og føler sig udenfor. Det er absolut ikke det billede, jeg har. De elever, jeg har haft »sendt ud af klassen« med en specialunderviser, har overvejende haft glæde af ekstrahjælpen. Jeg har ikke oplevet nogen, der har følt sig sat ud af fællesskabet, når de blev hentet i dansktimerne, tvært-imod kan jeg nævne flere eksempler på, hvordan de stolt vandrer ud af klassen med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. De skal noget andet. De andre elever er ved at sprænges af nysgerrighed. For hvad mon der sker, når deres kammerat har forladt klassen?

Jeg har ved selvsyn set selvtillidsfyldte børn komme tilbage fra en periode med intensiv læseundervisning med mod på og lyst til at deltage i undervisningen, fordi de nu kan læse og skrive. Efter min mening ville det være værre for børnene, hvis der ikke var mulighed for denne ekstrahjælp, og deres selvværd ville blive endnu lavere, hvis de skulle gå igennem skoletiden uden at få den støtte, de har brug for. Hvor gerne jeg og andre lærere end vil hjælpe de fagligt svagere børn i undervisningen, og hvor meget jeg end støtter op omkring det fornemme begreb, undervisningsdifferentiering, er det temmelig svært at nå omkring alle elever i timerne. Så det er da skønt, at der er en specialunderviser, der kan hjælpe barnet til at komme i gang og på linje med de andre.

Jeg siger ikke, at drillerierne ikke finder sted, men jeg vil så absolut mene, at det ikke har noget synderligt med selve specialundervisningen at gøre. Børnene ved jo godt, hvem der er de gode læsere, hvem der er dygtige til matematik, hvem der er den bedste til at spille fodbold, og hvem der er bedst til at tegne, det behøver de ikke at have os voksne til at gøre dem opmærksomme på.

Jeg påstår heller ikke, at det er alle specialundervisere, der er lige gode til deres fag, men de specialundervisere, jeg har haft kontakt med, har for størstepartens vedkommende gjort et arbejde af førsteklasses karakter, til stor glæde for både mig og eleverne. Og jo tidligere hjælpen gives, jo bedre.

Mette Hylleberg er lærer