Formand for Social- og sundhedsektoren i FOA, Karin Stæhr, mener, at delforliget betyder, at det udskældte lønsystem Ny Løn bliver erstattet af et bedre lønsystem.
"Vi får en garanti for udmøntning i forbindelse med den lokale løndannelse. Det havde vi ikke tidligere. Vi er også sikret, at pengene bliver inden for vores eget overenskomstområde - og dermed går til vores egne medlemmer", siger Karin Stæhr. FOA's social- og sundhedsmedlemmer får også 1,94 procent til generelle forbedringer i henhold til forliget, der som de øvrige delforlig i forhandlingerne først bliver til virkelighed, hvis de bliver stemt hjem som en del af en samlet overenskomst.
Lærernes formand Anders Bondo Christensen mener, at der er tale om et gennembrud i overenskomstforhandlingerne.
"Det er et gennembrud for, at vi kan tale om forskellige løsninger. Vi kan tænke arbejdstid, og vi kan tænke andre lønsystemer. Det er i virkeligheden et rigtigt godt signal. Vi har andre ønsker og krav på vores område, men signalet her er helt klart at man tager hensyn til de enkelte områder i de aftaler, der bliver indgået", siger Anders Bondo.
Lillejuleaften indgik HK og en række andre forbund et delforlig, hvor der blev lagt 2,5 procent af lønsummen ud til lokal løn og afsat 1,1 procent til organisationsforhandlinger.
Social- og sundhedssektoren i FOA har samlet set fået næsten de samme midler. Der er afsat 1,94 procent til generelle forbedringer som et løntrin mere og udbygning af pensionsordningerne. Derudover har organisationen kort før jul fået rettet op på arbejdstidsaftalen for ansatte med aften- og nattevagter. Ved sidste overenskomstfornyelse kom en række ansatte i klemme, da et fast kronetillæg i 2003 blev erstattet med et procenttillæg.
Karin Stæhr mener, at delforliget er et godt resultat.
"Vi har fået vores væsentligste krav igennem. Mindst mulig til lokal løndannelse, en udmøntningsgaranti for vores grupper og centrale grundlønsforbedringer. Det har stået øverst hos vores medlemmer, og det har været vigtigt for at få gennemført", siger Karin Stæhr.
Organisationernes forhandlinger skal være færdige i slutningen af februar. Lærernes forhandlinger er i fuld gang.
"Alle temaer er på bordet nu. Den stilstand, vi oplevede i starten er afløst af, at vi er i fuld gang. Og det er godt, for tiden går jo. Derfor er det også dejligt at få et positivt signal som det her", siger Anders Bondo.
FOA afsætter penge til lokal løn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.