En god håndbog til dansklærere, der arbejder med tosprogede elever med henblik på et systematisk arbejde med elevernes udtale.
Her er mange gode ideer at hente på et område, der ofte volder eleverne problemer, da der i mange tilfælde ikke er overensstemmelse mellem lyd og bogstav. Også lærere kan have problemer med at forholde sig hensigtsmæssigt til det at lære eleverne at udtrykke sig forståeligt.
Bogen indeholder øvelser, dialoger i dagligdags dansk og orddiktater, der er tænkt som udtaletræning, og som alle fokuserer på de områder inden for udtale, der efter forfatterens erfaring volder de største vanskeligheder. Mange udtaleøvelser er bygget op omkring ordpar, der kan give anledning til, at eleverne misforstås, hvis de ikke udtaler de enkelte lyde korrekt, for eksempel sukker - sokker.
Hovedvægten ligger på udtale af vokalerne. Gennem udtaletræning af ord, ordpar, sætninger med mere får eleverne mulighed for at lære at skelne mellem den enkelte vokals mange udtaleformer. På samme måde indlæres udtalen af de erfaringsmæssigt vanskeligste konsonanter. Udtaleøvelserne følges her op af tendensregler, det vil sige de hovedregler, der er for udtalen af konsonanter.
Også prosodien, tryk, pause og stød, får et ord med på vejen.
Foruden forordet, hvoraf det blandt andet fremgår, at materialet med fordel kan anvendes efter seks måneders almindelig danskundervisning, findes en god og præcis lærervejledning, en litteraturliste samt en præsentation af vokalkombinationer med forklaring på lydskrift og på andre symboler, der anvendes i bogen.
Bogen kan med fordel bruges af dansklærere som håndbog og inspirationskilde til progressiv opbygning af elevernes udtale - måske som den lille daglige dosis.
Fnis i timen og andre udtaleøvelser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.