"Jeg har i starten af denne uge skrevet til Skolestyrelsen og påvist en fejl i et spørgsmål i fysik/kemi-testen - de har dog ikke svaret. Pinligt og surt for de elever der har svaret rigtigt, men nu har fået en fejl der", skriver Kim Koch Rasmussen fra Hornbæk Skole i Randers i en mail til folkeskolen.dk og tilføjer, at det er interessant at se, at Skolestyrelsen kalder Pluto for en planet, nu hvor lærerne lige har brugt tid på at lære eleverne, at den ikke længere er en planet. Planettitlen blev taget fra Pluto på en konference for verdens førende astronomer i august sidste år.
I netdebatten om testresultaterne fortæller en anden lærer, Morten Karup, at han i de netop frigivne testrapporter kan se, at en af hans elever har fået fejl i en geometri-opgave, som vedkommende havde besvaret helt korrekt, fordi eleven er kommet til at trykke på mellemrumstasten efter sit ellers korrekte svar.
"Hvis jeg skal tro på, at eleven ikke kan sin geometri, må tilbagemeldingen ske på baggrund af en geometrifejl og ikke en programmeringsfejl fra velbetalte amatører", skriver Morten Karup.
I denne uges Folkeskolen påpeger en matematiklærer fra Østjylland, Carsten Lund, hele to fejl i en matematikopgave - fejl som Skolestyrelsen og testleverandøren Cowi erkender. Men testopgaverne er omfattet af tavshedspligt, så lærerne kan ikke diskutere de konkrete opgaver. I stedet opfordrer projektchef i Cowi, Karsten Sten Pedersen, lærerne til at skrive til den postkasse, Skolestyrelsen har oprettet til formålet, risogros@skolestyrelsen.dk:
"Vi tager det her alvorligt, og vi vil meget gerne høre fra alle lærere, der har ris eller ros til testene, og hvis de har fundet fejl enten i opgaverne eller funktionsmæssigt. Så vil vi samle det op, når den første testperiode er slut med denne uges udgang", siger Karsten Sten Pedersen.
Flere fejl i testene
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.