I årets undersøgelse har 12.473 elever svaret på spørgsmål om deres syn på skolen. Undersøgelsen viser en fremgang i den generelle trivsel og vedrører blandt andet angsten for at blive slået eller holdt udenfor i løbet af skoledagen.
Udviklingskonsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen Nina Raaschou glæder sig over fremgangen, men peger på, at der ikke er konkrete mål for tallene i Københavnerbarometeret.
"I den bedste af alle verdener skulle vi jo gerne have en skole, hvor alle elever følte sig trygge og var glade for at gå i skole. Men det er positivt, at den nye undersøgelse viser en fremgang i trivsel på alle de områder, som kan sammenlignes med tallene fra 2008", fortæller hun og understreger, at trivslen i forvejen har været stor blandt de københavnske skoleelever.
Særlig indsats for større trivsel
Nina Raaschou forklarer, at det er svært at pege præcist på, hvilke tiltag der har haft positiv indflydelse på tallenes udvikling. Hun henviser dog til, at København de seneste år har gjort en særlig indsats for at højne trivslen på kommunens skoler. Det to år gamle udviklingsprojekt "Faglighed for alle" har blandt andet medført, at alle Københavnske skoler i dag har uddannede AKT-medarbejdere, der arbejder målrettet med adfærd, konflikt og trivsel.
Glade børn lærer bedre
Børne- og ungdomsborgmester i København Bo Asmus Kjeldgaard glæder sig over de nye tal.
"Tryghed og trivsel er hele fundamentet for faglighed. Glade børn lærer simpelthen bedre. Og tallene viser, at vi er på rette vej", forklarer han og påpeger, at skolerne i Københavns Kommune nu ligger på linje med resten af landet på alle sammenlignelige områder.
Flere børn trives i de københavnske skoler
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.