Andelen af børn, der går direkte fra en almindelig børnehave til skolestart i specialundervisning, er steget, påpeger Børne- og Undervisningsministeriet på baggrund af en ny analyse.
Der er dog tale om en meget beskeden stigning fra ca. 1.140 børn i 2018/19 til ca. 1.320 børn i 2022/23 eller fra 2,5 procent af skolestarterne til 2,8 procent.
Mange af de børn, der starter deres skolegang i et specialtilbud, har gået ekstra længe i børnehave. Det gjaldt 22 procent af de børn, der gik fra børnehave til specialundervisningstilbud i 2022/23. Dét tal er dog faldet siden 2018/19.
Når børnene kommer i 4. klasse, er endnu flere flyttet til specialskole eller specialklasse. Blandt børnehaveklasseårgangen fra 2018/19 var 4,5 procent af de elever, der gik i en almindelig børnehave, da de var små, indskrevet i specialundervisningstilbud i 4. klasse.
Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange elever der starter i specialskole direkte fra deres almindelige børnehave. Det gælder lige under 1 procent af børnene i Thisted og Gentofte, men godt 7 procent i Stevns Kommune.
Der er også en gruppe, der går børnehaveklassen om. Det gjaldt godt 2 procent af skolestarterne fra 2018/19, der gik i en almindelig børnehaveklasse. I specialundervisningstilbud er andelen af omgængere ca. dobbelt så stor.
Det er derimod ikke almindeligt, at børn først går i et år i en almindelig børnehaveklasse og så starter forfra i en specialklasse.
Flere børn starter deres skolegang i et specialtilbud
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.