Fire gange skoleevaluering

Godt, men lidt blodfattigt indhold i letlæste inspirationshæfter

Struktureret tidsspilde. Sådan kan man definere - eller i hvert fald opleve - et kedeligt møde i Pædagogisk Råd.

Højpandet bedreviden. Sådan kan man opleve de værste teoretiseringer om skolens udvikling.

Et sted midt imellem - eller i hvert fald langt fra - disse yderpunkter befinder det bedste udviklingsarbejde sig. Arbejdet kan ofte være både frustrerende og provokerende, men af og til giver det så det 'kick', som gør, at det er alle besværlighederne værd. Som gør, at man glemmer arbejdstidsregler og manglende ressourcer, fordi man påén gang oplever fryden ved at bruge sin lærerfaglige viden og glæden ved at vokse med opgaverne. Sammen.

Den slags er det umuligt at tilrettelægge oppefra. Men kommunen kan skabe nogle arbejdsbetingelser, som gør det muligt for lærere og ledere at være fælles om udviklingsarbejdet. Det er, hvad tolv skoler i fire kommuner forsøger i et treårigt projektsamarbejde, der begyndte i august forrige år. Nu har kommunerne og Danmarks Lærerhøjskole udsendt de første fire 'undervejs'-hæfter til inspiration for andre.

Der er inspiration at hente - eller måske snarere gode ideer og tip til, hvordan man selv kan komme i gang. Forfatterne forsøger ikke at 'frelse' læseren, men lægger blot materialer og synspunkter frem, så det er muligt at plukke i dem. Der er tale om 'generelle oplæg til vurdering af metoder, procedurer og redskaber'. Man kunne godt have ønsket sige lidt grundigere beskrivelser af overvejelserne om, hvorfor netop den ene eller den anden arbejdsform er forsøgt. Selve arbejdsprocesserne, deltagernes reaktioner, medbestemmelse eller modstand står der ikke ret meget om. Det et bevidst fravalg, så man må vente tålmodigt på senere udgivelser.

I et hæfte om skoleevaluering beskrives kort - og nok lidt for indforstået - om den teoretiske baggrund for arbejdet med skoleevaluering med afsæt i de seneste års ændrede betingelser for at drive skole. Hæftets vitaminer skal hentes i afsnittet om, hvad man har gjort på tre københavnerskoler.

I hæftet om udviklingsplaner beskrives arbejdsprocessen på skolen. Fingrene sættes på de ømme punkter, og der gives tip til, hvordan der kan arbejdes. Hæftet indeholder, som de øvrige tre, gode forslag til supplerende litteratur, og det kan måske kompensere for den korte form, som næsten tangerer 'gør det selv-håndværkertip'. Det lyder ofte for nemt.

Det tredje hæfte sætter fokus på 'skolelederens betingelser og muligheder for at leve op til det pædagogiske ansvar for skolens kvalitetsudvikling og evaluering af skolens arbejde'. Der peges ikke alene på lederens særlige ansvar, der sættes også spørgsmålstegn ved, om lærerne anerkender lederens ret og pligt til at lede. Bruges samtalerne mellem leder og lærere godt, spørges der. Har lederen føling og indsigt nok til, at samtalerne kan foregå på kvalificeret måde? Forfatterne rejser en række væsentlige spørgsmål, og problematiseringerne berører det spændende - og farlige. Men det er et spørgsmål, om den korte form gør det muligt for læseren at få ret meget ud af dem.

Det fjerde hæfte handler om skole-hjem-samarbejde. Udgangspunktet er - fremgår det af en overskift - en bevægelse 'fra borger til bruger - fra klar besked til dialog'. 'Man har fået et brugerforhold til offentlige ydelser', og 'det kan ikke nytte noget, at skolen fortsætter som et lukket system, hvor eksperterne af og til meddeler sig til omverdenen', mener forfatterne.

Hvis man accepterer det udgangspunkt, er der også her tip at hente. Men hvis nu samarbejdet alligevel ikke bliver en succes, hvad så? Man kunne også stille spørgsmålene: Kan der udvikles et 'reelt samarbejde' mellem kunde og kommis? Er der ikke en uoverstigelig modsætning mellem 'brugerne' og et personale, der udbyder 'offentlige ydelser'? Skaber det ikke en forbrugerholdning, der avler 'klagementalitet' i stedet for samarbejde om fælles løsninger?

Er det reelle samarbejde ikke kun muligt, hvis både forældre og lærere opfatter sig som borgere i et samfund, hvor de i fællesskab skal udvikle en god skole?

Den korte form er vanskelig - og farefuld. Men måske betyder den også, at flere har mod på læsningen? Formen er i alle fire hæfter nøgtern og noget blodfattig. Forfatterne har ikke fundet ud af, om det hedder '4 by samarbejde' eller '4-by-samarbejde', og man har ikke kunnet bekvemme sig til at afgøre, om det er 'hæfter' eller 'hefter', man har udgivet.

Og så er det fælles forord skrevet i et teflon-sprog, som i hvert fald ikke lokker kunder til butikken. Bagateller, javel. Men når det nu handler om kvalitetsudvikling!