Regeringen har afsat 370 millioner kroner over tre år til at indfase en ekstra time i dansk fra 1. til 3. klasse fra 2006 og en ekstra time i historie i 4. og 5. klasse fra 2008. Over de samme tre år vil regeringen bruge 175 millioner kroner på at efteruddanne lærere og skoleledere.
En national handlingsplan for læsning koster 105 millioner kroner fra 2006 til 2009, og i samme periode ligger prisen for øget evaluering, herunder indførelsen af nationale test til foråret, på 30 millioner kroner.
Et enkelt sted kan der være penge at spare for skolerne. Fra 2006 skal det være gratis for børn og unge at besøge statslige og statsanerkendte museer.
Til gengæld ser de frie skoler ud til at gå en lidt hårdere tid i møde. I dag får skolerne et statsligt tilskud til befordring af eleverne, men det falder væk. Det bliver med andre ord dyrere for forældre at have børn på en friskole, fordi de nu selv skal betale for transporten til og fra skole.
Det bliver også dyrere at drive skolerne. De får et beløb fra staten pr. elev til deres bygninger. Beløbet har ligget fast i de seneste ti år, men på grund af rentefaldet bliver det nu justeret ned.
I finansforslaget er der afsat 50 millioner kroner over tre år til integrationsaftalen 'En ny chance til alle', som regeringen har indgået med Socialdemokraterne. Heraf skal de ti millioner kroner gå til at sikre mere målrettet forældreinddragelse og til at fastholde tosprogede i ungdomsuddannelserne. Generelt får erhvervsskolerne 14 millioner kroner i 2006 til at skaffe nye praktikpladser, hvilket skal ses i lyset af, at regeringen sidste år afskaffede den såkaldte skolepraktik trods voldsomme protester.
I den dyre ende har regeringen afsat 10 milliarder kroner frem til 2010 til en samlet, flerårig strategi for 'Nye mål for Danmark i den globale økonomi'. Strategien skal styrke forskning, uddannelse, innovation og iværksætteri og vil blive fremlagt i 2006.
Og så skal det være billigere at have børn. Fra 1. januar sænker regeringen den maksimale forældrebetaling til daginstitutioner fra 33 til 25 procent for 0 til 3-årige børn. Året efter følger børn over 3 år efter, og fra 1. januar 2008 stiger børnechecken for de mindste med 2.000 kroner om året.
Finanslovsforslag uden store overraskelser på skoleområdet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.