Naturfagene kan ikke konkurrere med dansk og matematik som stort fag på 1. og 2. årgang af læreruddannelsen, og der uddannes nu langt fra nok naturfagslærere til at dække fremtidens behov. Det viser en undersøgelse, som Foreningen af lærere i Naturfag ved læreruddannelsen har gennemført i oktober/november 2009.
Få studerende vælger naturfag
Læreruddannelserne i Skive, Nr. Nissum, Haslev/Roskilde, Holbæk og Skårup har ikke kunnet oprette nye naturfagshold, fordi der er for få studerende, der har valgt faget. Kun i Århus og på Zahle i København kan der oprettes mere end et hold i enten natur/teknik eller i naturfag fællesfag på 1. årgang. Frederiksberg og Århus er de eneste steder, hvor der er naturfagshold på 3. årgang, og det er kun med få studerende de to steder - nemlig henholdsvis 13 og 10. Disse antal er slet ikke rentable for læreruddannelserne, står der i undersøgelsen.
Generelt er der alt for få studerende på linjefagene natur/teknik, fysik/kemi, geografi og biologi.
"Naturfag taber i førstevalget, fordi dansk og matematik er de store fag, og fordi de lærerstuderende er humanister", siger formand for Foreningen af lærere i Naturfag ved læreruddannelsen, Poul Kristensen, der er lektor ved læreruddannelsen i Odense, UC Lillebælt.
Han mener, at adgangskravene er en barriere for tilgangen til naturfagene på læreruddannelsen.
"Mange af de studerende behøver gymnasiale suppleringskurser på B-niveau, og for eksempel i naturgeografi er det meget svært at finde disse kurser. HF enkeltfag i geografi B udbydes kun på VUC København", siger Poul Kristensen.
Obligatorisk naturfag
Ifølge ham kunne det være en løsning at oprette de gymnasiale kurser på læreruddannelserne, ligesom han kunne ønske sig et fælles naturfag for alle studerende. Som et almentdannende fag, der kunne introducere de studerende til naturfagene og derved skabe interesse.
"Det skulle ikke være, for at de studerende bagefter nødvendigvis skulle undervise i naturfag, men for at de bedre kan forstå naturfagene og kan samarbejde med de andre lærere. Så de forstår hinandens sprog. Og så naturligvis også for at skabe en større interesse for naturfagene", siger Poul Kristensen.
De lærerstuderende, der ønsker liniefag i geografi, kan tage et andet naturfag som gymnasialt suppleringsfag, hvis de ikke lever op til adgangskravene, men det opleves som en omvej, hvis man ønsker geografi, mener han. I det hele taget bør man gøre adgangskravene til naturfag mere fleksible, fremhæver han. Suppleringskurserne virker som en hindring og en ekstra omkostning ifølge både studievejledere og studerende.
Fagligt miljø forsvinder
Hvis man ønsker at styrke naturfagene, skal der sættes kraftigt ind nu, mener Poul Kristensen. Som situationen er må flere årgange samlæse, hvilket giver logistiske problemer, når de studerende går på forskellige hold. På læreruddannelsen i Odense har man været nødt til at placere praktikken på alle årgange samtidig, for at få tingene til at gå op.
"Det er hverken smart for skolerne eller for os på læreruddannelsen", siger Poul Kristensen.
Desuden falder antallet af naturfagslærere på læreruddannelserne i takt med de færre studerende på naturfag. Det betyder, at det faglige miljø smuldrer og forsvinder.
Fem uddannelsessteder uden naturfag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.