Feedback skal få eleverne til at tænke

Bogen her tager afsæt i John Hatties og Helen Timberleys velkendte forskning - deres modeller til feedback og deres betoning af, at feedback er et af de væsentligste parametre i en effektiv læring. Enkelhed er en af bogens stærke sider. Forfatterne forvilder sig ikke ind i en jungle af kryptiske, avancerede prestigeudtryk, men forener enkel fremstilling med faglig kvalitet og dybde.

Forfatterne bygger videre på de to guruers modeller, hvor de ikke slår til. Hattie og Timberley giver udtryk for, at de kunne ønske sig mere forskning om, hvordan feedback fungerer i klasseværelset og i konkrete læreprocesser. Den opfordring følger forfatterne op i denne bog. De påpeger, at Hattie og Timberley ikke forholder sig til indhold i læringen, og at de heller ikke tager højde for de forskellige nuancer i forskellige fags læring. Den ene af forfatterne, Vibeke Christensen, har i forbindelse med sin ph.d. i både teori og praksis arbejdet med at tilpasse Hatties kategorier til en faglig undervisning i dansk, der passer til danske forhold. Dette betyder blandt andet metafaglige beskrivelser af nye kategorier.

Mens Hatties og Timberleys metasbeskrivelser er kvantitative, bygger englænderne Dylan William og Paul Blacks model til formativ evaluering på kvalitativ forskning. Deres model er den anden hovedhjørnesten i bogen. Deres forskning bygger på konkrete processer forankret i praksis, og de lægger vægt på dialog og iagttagelser på grundlag af igangsatte aktiviteter i klasserummet, der kan give lærerne indblik i i elevernes læring.

I afsnittet om feedback fra lærer til elev beskrives dialogen som et væsentligt værktøj for elevernes læring og deres mulighed for at tilegne sig en læringsstrategi på langt sigt. Formen for feedback varierer efter, om der er tale om respons på korte, længere eller langvarige forløb. Men centralt i dem alle står samtalen.

Feedback fra elev til elev kan være lige så effektivt som respons fra lærere. Det er et af de overraskende budskaber i forskning om feedback fra elev til elev. Det kræver imidlertid, at eleverne gennem undervisning er klædt på til at give en selektiv og kvalificeret respons, som tager udgangspunkt i undervisningens faglige mål. Forfatterne slår fast, at der er mange fordele ved elevrespons, og at den kan virke. Overraskende er det også, at forskning viser, at den, der giver respons til en kammarat, lærer allermest ved processen.

Eleverne kan også agere som feedbackgivere med lærerne som modtagere. I afsnittet om dette emne beskrives det, hvordan denne respons kan forsyne lærerne med viden, der gør dem i stand til at støtte den enkelte elevs fortsatte læring og eventuelt justere undervisningen efter den.

Endelig kan eleverne lære at give sig selv feedback. Med udgangspunkt i andre former for feedback kan eleverne internalisere disse former, så de kan regulere deres egen formulering af mål, planlægning og overvåge deres egen læreproces.

Og så kan feedback også hæmme læringen. Risikoen for dette opstår især i forbindelse med karaktergivning og andre former for summativ evaluering.

Dylan William reducerer essensen i feedback til en sætning, der er let at huske: ”Al feedback skal få eleverne til at tænke". Denne sætning afspejler i kort form bogens intentioner med feedback i undervisningen.