Farvel og tak, Balder

Grænsen mellem selvbevidsthed og selvoptagethed er hårfin og usynlig for de fleste; ikke mindst dem med tendens til sidstnævnte egenskab.

Balder er ikke selvoptaget. Han er bare Balder. Og kan han måske gøre for, at det, der sker omkring ham, er for sandt til at være godt? Når mor på urmoderlig vis føder børn i hele verden, er der vel ikke noget at sige til, at de kommer til at ligne Balder; måske med en lidt anden hudfarve, men alligevel .

Historierne er rablende fabulerende og aldeles storgrinagtige, i hvert fald til man når op i tiårsalderen, og tegningerne er skønne, skræmmende og ret imponerende. Som den af fru Biber, der er så grim, at hun faktisk er forbudt for børn. Eller af kæresten, der forunderligt nok ligner Balder, bare med fletninger. Lige til at plukke. For de bedste kærester hænger altid på træerne. I hvert fald i fantasien. Og det er der, Balder bor.

Titlen antyder en afsked med denne herlige serie. Måske en god beslutning, hvis forfatteren synes, at figuren har udtømt sit potentiale. Men jeg vil savne nye historier om Balders skæve tilgang til livet.