Af Ulrik T. Skafte
60 sider, 197,50 kroner
Forlaget Garage
På de 27 danske småøer bor der for tiden 965 børn i alderen nul til 16 år. Hvordan er det at være barn på for eksempel Fejø, Avernakø, Omø? Og hvordan ser livet og fremtiden ud for disse øer og deres indbyggere?
Elever fra cirka 3. til 7. klasse kan med Ulrik T. Skaftes smukke og oplysende billedfagbog få et godt indblik i denne særlige del af Danmark. Bogen er bygget op om fem børns skildringer af dagligdagen på en lille ø, men indeholder desuden afsnit med faktuelle oplysninger om den historiske, sociale og økonomiske udvikling i disse minisamfund. Bogens kapitler er forsynet med et omfattende antal farvefotos, der udmærket illustrerer tekstens indhold.
På Avernakø ligger kontoret for 'Sammenslutningen af Danske Småøer'. I et kapitel fortæller sekretariatslederen Tom Asmussen, at børnene er øernes overlevelse. Skolen og børnenes liv er derfor i centrum. Læreren har god tid til at give det enkelte barn særlig opmærksomhed og træning, og børnene er i det hele taget omgivet af voksne, der har tid nok. Læreren er en vigtig ressourceperson, der nyder stor tillid blandt beboerne. Ja, sådan kan Danmark også se ud. Men livsformen har tilsyneladende ikke fremtiden med sig. For fåår siden kunne man på nogle øer godt stille et fodboldhold, nu er badminton blevet den populæreste idrætsgren.
Men 'Der er en ø alle steder i verden. Selv midt i en storby' står der i forordet. Måske kan bogen hjælpe elever i storstadens jungle til at finde den ø, de lever på!
Jørgen Kuhlmann
Faglitteratur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.