"Statsministeren prøver at presse parterne, men jeg har en helt klar forventning om, at der bliver nedsat en lønkommission. På nogle punkter er der også samling om, hvad kommissionen skal beskæftige sig med", siger Bente Sorgenfrey, der er formand for de 450.000 offentligt og privat ansatte under hovedorganisationen FTF.
"Kommissionen skal nok blive nedsat. Jeg forestiller mig, at man finder en konstruktion, der vil stille alle tilfredse", siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA, fagforbundet for plejepersonale og pædagogmedhjælpere.
De to faglige ledere er meget uenige på to centrale punkter.
FOA vil have en ekspertkommission uden central deltagelse af arbejdsmarkeds parter. FTF vil have en plads ved bordet.
En løsning gående ud på, at arbejdsmarkedets parter sidder med i et udvalg, vil ifølge Dennis Kristensen være et godt kompromis, men det er helt utilstrækkeligt, mener FTF.
Uddannelse skal med
FOA vil have kommissionen til først og fremmest at beskæftige sig med ligeløn på kønsbasis, mens FTF vil have, at den også ser på uddannelse.
"Hvis kommissionsarbejdet går ud på, at de, der har høje lønninger i forvejen, skal have endnu højere lønninger baseret på uddannelse, vil det ikke have vores interesse, og jeg kan vanskeligt tro, at LO-grupperne har lyst til at deltage i en kommission, hvor man også skal kigge på bonusløn, sådan som Fogh Rasmussen ønsker det", siger Dennis Kristensen.
"FTF vægter både ligeløn mellem mænd og kvinder og det at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse meget højt. Og der er så meget tyngde bag vores synspunkter, at jeg forventer, at de slår igennem, når kommissionen bliver nedsat", siger Bente Sorgenfrey
Arbejdsmarkedets parter har i den forløbne uge fremlagt deres synspunkter for regeringen, men Bente Sorgenfrey venter, at der skal nye konsultationer til, før kommissionen bliver nedsat.
Fagbevægelsen tror på lønkommission trods uenighed
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.