Formændene for de fire arbejdsgrupper bag rapporterne om Fremtidens dansk-, matematik-, sprog og naturfag har aflveret et såkaldt håndpapir til undervisningsminister Ulla Tørnæs med deres bud på, hvordan læreruddannelsen skal ændres.
"Hvis vi ser på fagenes tyngde gennem hele folkeskolesystemet, så er linjefagene - især i de store fag - på seminarierne slet ikke store nok. For eksempel er linjefaget i dansk kun normeret til under det halve af sidefaget på universitetet. Og det er alt for lidt, i betragtning af at faget er det største i folkeskolen", siger formanden for dansk-arbejdsgruppen, professor Frans Gregersen til Undervisningsministeriets Nyhedsbrev.
Han og de andre arbejdsgruppeformænd anbefaler, at læreruddannelsen opdeles, så den enkelte studerende målretter sin uddannelse mod begynder-, mellem- og afslutningsniveau i folkeskolen. Meningen er, at når de studerende vælger linjefag, skal de samtidig vælge, om de ønsker undervisningskompetence på begynder- og mellemtrin eller på mellem- og afslutningstrin.
Frans Gregersen ser i det forslag også en bedre sammenhæng mellem læreruddannelsen og det øvrige uddannelsessystem, fordi begyndertrinnet i høj grad vil blive fælles område for lærer- og pædagoguddannelsen, og mens undervisning i folkeskolens ældste klasser og gymnasiet kunne blive fælles område for seminarieuddannede og universitetsuddannede.
Færre, men tungere linjefag i ny læreruddannelse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.