Færdselslære

- en evaluering af færdselslære i folkeskolen

Af Dorte Odde Sørensen

101 sider, 80 kroner

Danmarks Pædagogiske Institut

Formålet med rapporten er at undersøge, hvordan der undervises i færdselslære, og hvordan lærere, elever og andre forholder sig til undervisningen.

Den søger at give et kvalificeret bud på de didaktiske og pædagogiske problemer. Ifølge rapporten er det helt afgørende i færdselslære at tilegne sig færdselssans, at kunne udfolde en dynamisk situationsforståelse med hurtigt skiftende færdselspartnere og at kunne begå sig etisk og ansvarligt i trafikken.

Det kan ikke undre nogen, at lærerne hovedsageligt anvender Rådet for Større Færdselssikkerheds materialer, idet de købes for fremstillingsprisen. Derfor udgives der heller ikke mange andre materialer til færdselslære.

Materialerne er der stort set tilfredshed med.

Færdselslære er et timeløst emne, og undervisningen foregår (desværre) ofte kun i emneuger. Herved har læreren opfyldt sin pligt. Mange har dog ikke deres samvittighed i orden, idet de ikke føler, at de har ydet emnet fuld retfærdighed; men fagpres/tidspres omkring alle de timeløse emner og alle de hovsa-tilbud, som tilsendes skolerne - alle gode emner, som eleverne bør have kendskab til - skaber frustrationer.

Lærerne mener ikke, der er tid nok til færdselsundervisning og til fordybelse i materialer og læseplan.

Det er dog opmuntrende at læse, at de er bevidst om, at færdselslære ikke kun er færdselsregler og tavler (hvor mange færdselstavler har børn egentlig behov for at kunne for at være fodgængere?), men at adfærd - både sin egen og andres - samt praktisk færdselsundervisning er nødvendig i en god færdselsundervisning.

Rapporten kommer ikke ind på IT i færdselsundervisningen. Materialeudbuddet her er da også ret begrænset.

Kontaktlæreren har klart en bedre forståelse for og indsigt i emnet, hvilket også er vigtigt, idet hun er rådgiver og vejleder for lærerne på sin skole.

Jeg kan så beklage, at jeg de senere år har måttet konstatere, at tidsforbruget til kontaktlærerne er blevet stærkt reduceret på mange skoler, hvilket giver en hurtig udskiftning af kontaktlærere.

Selv om rapporten kun bygger på interview og spørgeskemaer på ni skoler, mener jeg ikke, at en større undersøgelse ville give et andet eller mere nuanceret resultat.

Idet rapporten ser færdselssans i et dannelsesmæssigt perspektiv og dermed også omhandler dannelse i folkeskolen, henvender den sig ifølge forfatteren til en bredere læserskare end læsere, der er interesseret i færdselslære.

Jeg vil anbefale kontaktlærere at anskaffe rapporten og orientere skolens ledelse om konklusionerne, for hvis færdselsundervisningen skal styrkes, er det nødvendigt, at kontaktlæreren har rimelige arbejdsvilkår. Det budskab må skolelederne forstå. Jeg håber, rapporten, som er finansieret af Rådet for Større Færdselssikkerhed, kan bidrage hertil.

Ove Rasmussen