En række af Danmarks Lærerhøjskoles forskere har givet deres bud på de forskellige fokuspunkter i 'Folkeskolen år 2000'. Indtil nu er der udkommet ni hæfter i serien, som anmeldes her.
Hæfte 1 i serien F2000
Af Hans Vejleskov
Danmarks Lærerhøjskole
Hans Vejleskov forsøger i denne lille sag at indkredse spørgsmålet om, hvad udfordringer for den enkelte elev får af betydning for, hvordan den voksne forholder sig til stoffet og til barnet.
Han opstiller udfordringer som en modsætning til stimulation. Grundtanken er, at barnet er aktivt i den udfordrende proces, men passivt i den stimulerende. Han gør også op med den kompenserende pædagogik, hvor enkeltbørn tidligere blev pillet ud, nu skal de rummes i klassen i den differentierede pædagogik.
Han forkaster begrebet behov som styrende for pædagogikken, idet han finder det uanvendeligt i denne sammenhæng og foretrækker at tale om at arbejde ud fra barnets forudsætninger.
Vejleskov kommer omkring det udvidede undervisningsbegreb og opstiller læringsmodeller og fremhæver konstruktivisme som en brugbar arbejdsmetode for barnet, men jeg synes, at det burde have været eksemplificeret noget mere, hvad der gemmer sig bag begrebet. Det er trods alt ikke alle undervisere, der har styr på dette relativt nye begreb.
Med den begrænsede plads, der er til rådighed, synes jeg også, at der bruges for megen plads på Head Start-programmet i 60'erne og for lidt på de gode eksempler på udfordringer til den enkelte elev.
Han nævner for eksempel - og med god grund - de sproglige øvelser i børnehave og børnehaveklasse som eksempel på en forældet pædagogisk form. Jeg finder, at det her havde været på sin plads at præsentere Kjeld Kjertmann som eksponent for den legende tilgang til sprogudvikling eller have givet et eksempel på en god sprogoplevelse for børn.
Hovedpointen er: Tag børn alvorligt og tag udgangspunkt i, at stoffet skal være meningsfyldt for både barn og underviser! Vær opmærksom på, hvad dit planlagte undervisningsforløb siger barnet. Det skal vække til undren og omtanke. Det er en sandhed, der går helt tilbage til Grundtvig: Thi den har ikke levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.
Til slut oplistes de faktorer, der er vigtige, når praksis skal ændres:
- skoledagens struktur
- lokalets indretning
- klasse/gruppeaktiviteter
- gruppe/holdsammensætning
- samarbejde med skolefritidsordningen
- hjemmearbejdets funktion.
Lise Buhr
F2000
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.