Hæfte 6 i serien F2000
Af Tove Heidemann, Lis Stampe Rasmussen og Niels Larsen
31 sider, 25 kroner
Danmarks Lærerhøjskole
Dette hæfte åbner en ladeport for europæisk navlebeskuelse. Titlen er misvisende i en helt uacceptabel grad. Indholdet koncentrerer sig udelukkende om den europæiske dimension i undervisningen - men retfærdigvis gøres det godt og inspirerende for den desværre snævre læserskare, som dette hæfte efter min vurdering egner sig til.
Vi burde kunne forvente, at en titel som 'Den internationale dimension' i denne serie af almene og lettilgængelige hæfter leverer stof af interesse og brugsværdi for en bred målgruppe af undervisere. Men i dette tilfælde er kredsen begrænset til de skoler og undervisere på de ældste klassetrin, der tænker i skoleudvikling, udvekslingsrejser, støttemuligheder og kommunikation på europæisk plan. Og man går således som læser forgæves efter inspiration til såvel hele skoleforløbet som resten af jordkloden. Den europæiske dimension bør i langt højere grad videreudvikles til en ægte international eller global dimension. Og ikke mindst er det i undervisningen i et stadig stigende omfang påkrævet også at medtænke den tredje verdens dimension. IKT er heller ikke inddraget nævneværdigt i hæftet - her kunne for eksempel være nævnt og vist anvendelsesmuligheder for helt oplagte projekter som NetDays Europe99 og Action 21.
De tre forfattere er alle deltagere i Danmarks Lærerhøjskoles Interdim-netværk, der blandt andet står bag læseplanskurset 'Den internationale dimension i undervisningen'. Hæftets indhold klæber sig på fokuspunkterne 2 og 3 i F2000 med henblik på at sætte internationalisering i forbindelse med den enkelte elevs behov og forudsætninger samt at befordre andre læringssituationer end traditionel klasseundervisning i forhold til transnationale samarbejder.
I et af hæftets afsnit beskrives et Europa-projekt, der foregik på Statens Pædagogiske Forsøgscenter i 1992. To 10.-klasser blev på egen hånd udsendt til forskellige europæiske lande i tre uger med henblik på at øge elevernes internationale kompetence. Seks år senere udfyldte eleverne et spørgeskema for at fortælle om projektets indflydelse på dem og deres senere liv - og i hæftet refereres interessante, men spredte, lidt tyndbenede og løsthængende udsagn herfra.
I et kort afsnit fortælles om to vidt forskellige livsstrategier hos unge: Frelserne, der ønsker at gøre noget for at redde verden og løse problemer som social ulighed og forurening - og erobrerne, der med iværksættertrang ønsker at udnytte globaliseringen til gavn for dem selv. Målet for undervisningen er gennem samarbejder på tværs at forene disse to opfattelser til udvikling af international forståelse.
Dernæst bringes en særdeles anvendelig køreplan for, hvordan en skole eller en gruppe af undervisere kan komme i gang med internationalisering. Her vejledes lige fra startfasen, hvor amtscentret kontaktes med hensyn til materialer, EU-programmer og skoleerfaringer over selve den strategiske planlægning på skolen og i kommunen til støttemuligheder via Socrates- og andre EU-programstøtteordninger. Her er godt stof til at gøre den internationale dimension til andet og mere end et anliggende for ildsjælene i skolens organisation og udvikling.
Flere steder i hæftet nævnes indforståetheder, der fremstår som sort tale for mange. Det er næppe alment kendt, hvad der umiddelbart menes med begreber som 'temahæftet om den internationale dimension', 'ICU' eller 'Structures of Education and Initial Training System' - selv om man kan finde frem til betydningen via litteraturlistens titler.
Det er et hæfte med spredte, hurtige og umiddelbart lidt tilfældigt valgte bemærkninger, der hver især kan være gode at få forstand af. Men en meget strammere redigering af indhold og struktur og en tydeligere angivelse af sigtet ville have gjort hæftet mere anvendeligt og tilgængeligt for en større kreds.
Kaare Øster
F-2000
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.