Eventyrbanden

"Min far har lært mig, at hvis man lytter på den rigtige måde, så ved man lige pludselig, hvad man skal gøre", fortæller pigen Alma i slutningen af bogen "Evertyrbanden - De første tegn", der handler om en helt igennem rolig og velovervejet børnebande bestående af tre menneskemedlemmer og én hund.

Tim, hvis far er noget så gammeldags som boghandler, bringer bøger ud på cykel i mobiltelefonens tidsalder, mens hans far kæmper for ikke kun at sælge gaveartikler i butikken. Fiktionens land er jo frit, men i hele denne bogs univers er et underligt sammenstød, hvor Bulderby møder det trådløse samfund.

Alma er moderløs og bor sammen med sin godmodige opfinderfar, der kunne træde lige ind i en hundrede år gammel børnebog, hvis ikke det var, fordi han hele tiden har a-kassen og aktiveringskurserne på nakken. Marie har hunden Einstein og et par forældre, det kræver lidt mere at sno sig uden om.

Plottet udspiller sig omkring noget så gammeldags som en møllerkone ved navn Karen. Hos hende sker der de væmmeligste og realistiske ting, der kan ske for en gammel kone i en provinsby. Nogen prøver at stjæle hendes magiske sten. Men eventyrbanden tager heldigvis affære, og børnene nyder også provinsens velsignelser i form af anerkendelse fra politiet og forsider på den lokale avis. De hacker sig ikke ind i computere og løser kriminalgåder ad den vej. Nej, her har vi at gøre med tydning af tegn og ophold i uhyggelige skure ved nattetide.

Det hele ender selvfølgelig godt, for børnene er snusfornuftige og har en hedengangen tids lov til at være sig selv og ganske uovervågede. Man lytter jo nærmest til hvad som helst fra en stemme, man synes har autenticitet. Men desværre er det omvendte også tilfældet. Med en utroværdig tone falder man ud af selv det bedst skårede plot.

Desværre synes jeg, at der i "Eventyrbanden - De første tegn" er alt for meget omkring tid og miljø, der skurrer, og det forstyrrede min læsning - meget.