"Momo & Co" er som begyndermaterialet "Momos Spätkauf" opbygget omkring en udmærket Schülerbuch (engangsmateriale) med tilhørende webmateriale og en grundig og glimrende Lehrerbuch. Men hvor "Momos Spätkauf" samler sig omkring et fiktivt univers, er der i "Momo & Co" flere autentiske tekster, hvilket er helt på sin plads, når nu materialet henvender sig til 8. klasse. Disse tekster, videoer med videre gør det ligeledes lettere at arbejde med kultursammenligninger og samfundsforhold, som Fælles Mål netop lægger op til.
Selv om der er fokus på at arbejde projektorienteret i "Momo & Co", er stilladseringen af sproget stadig vigtig. Kapitlerne starter ofte med en dialog. Således får eleverne et skelet at bygge deres sprog op omkring. De kan herefter med egne ændringer selv skabe små dialoger og får således følelsen af, at de kan skabe sammenhængende sprog.
Som i mange andre af Lore og Jacobs materialer er der indbyggede CL-strukturer. En klar fordel, synes jeg, fordi de ofte bidrager med afveksling, bevægelse og øget motivation i tyskundervisningen. Tysk skal være sjovt at lære, er materialets mantra - hvilket det helt lever op til. Derudover er det krydret med yderligere lege, hvor bevægelse og ordforrådstræning går hånd i hånd.
Didaktikken er forklaret grundigt i den tilhørende Lehrerbuch/Web, og samtidig udstyres man med en side for side-vejledning, hvor også differentieringsmuligheder er beskrevet. Derudover er der til hvert kapitel tilknyttet læringsmål og tegn på læring på tre niveauer. Alt sammen vigtige redskaber i evalueringsdelen.
Nøgleord som stilladsering og Sprache kommt von sprechen er ikke bare tomme ord i lærervejledningen, men ser ud til at holde materialet igennem. Langsomt trænes op til prøven i 9. klasse. Efterhånden skrives længere sammenhængende tekster, der forberedes mundtlige oplæg, og der er fokus på grammatik og analyse.
Dette motiverende materiale, som stilladserer “et sprog, der er på vej”, landede på mit skrivebord; jeg ville håbe, at det også kunne lande i mine elevers tasker.
Et solidt stillads
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.