Da dette materiale først kom mig i hænde, vakte det ikke store forventninger. Det så ikke videre saftigt ud, og notitsen ”bearbejdet til dansk” på forsiden bragte mindelser om de mange tvivlsomme udgivelser, ofte af svensk eller hollandsk oprindelse, der er at finde på det danske børnebogsmarked.
I sådan en situation er det en fornøjelse at blive overrasket. Hvad jeg fordomsfuldt havde afskrevet som en metervareudgivelse, viste sig i stedet at være et stykke godt og solidt undervisningsmateriale, jeg ikke ville tøve med at anvende selv.
Elevbogen er inddelt i tolv kapitler, skåret efter samme skabelon, hver med en enkelt genre som arbejdsområde. Her er fagtekster, lyrik, drama og så videre. Kapitlerne starter med en tekst i genren, som lægger op til elevernes eget arbejde. Selve skrivearbejdet er i den procesorienterede kategori – der brainstormes, laves udkast, forbedres og fremlægges. Efter den indledende tekst kommer en side med overskriften ”Skrivemåde”. Her udfoldes genrekarakteristiske træk, ligesom målet for kapitlet ekspliciteres. Med sit indhold af information om grammatiske, kompositoriske, formelle og indholdsmæssige forhold er dette afsnit kapitlernes krumtap. Herefter kommer skrivefasen, som er identisk bygget op, kapitel for kapitel, men naturligvis med forskelligt indhold.
Dette materiale fik mig til at tænke på min gamle boksetræners udtryk ”et godt, tørt slag”. Med det mente han et slag, der var økonomisk og effektivt; ingen vilde sving, piruetter eller nik til balkonen, bare ren overførsel af kraft. Således også her. Man har fundet en formel, som man er tilfreds med, sikret sig, at indholdet er i orden, og det er sådan set det – der er en minimal garniture af illustrationer, men ikke noget, der tiltrækker sig opmærksomhed. Eleverne får indsigt i de valgte genrer, arbejder efter en god plan, får skrevet meget selv og endvidere øvet sig i fremlæggelse, afpasset den givne genre. Der er gode råd og vejledning, og grammatiske udtryk ledsages af en parentes med det latinske navn; alt sammen glimrende.
Man kan dog ikke komme uden om, at der er tale om en meget repetitiv struktur. Det ville ret hurtigt blive en plage for både elever og lærer, dersom man kørte bogen igennem, cover to cover. Til gengæld egner den sig glimrende til at blive taget frem med jævne mellemrum til et intensivt lille forløb i en bestemt genre.
"Stjernestøv og guldkorn" er efter min bedste overbevisning et udmærket stykke værktøj at have i kassen.
Et rigtig godt redskab
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.