Et loft med et helt univers

Man kender det godt. Et loft, støvet og mørkt. Med gamle kasser og æsker. Med et billede af en fjern slægtning, med en gammel rejse-grammofon og en stak bedagede single-plader, med en slidt lampe. Og med globus.

I forestillingen Mit loft under himlen er Sara Topsøe-Jensen en pige på loftet - og en pige, der keder sig. Så hun finder på. Hvis hun ikke lige spiser syltetøjsmadder og drikker mælk. Sådan er det, når man keder sig.

Så bliver tophuen til en dansende dukke. Og når man keder sig rigtigt meget, kan man lægge sig til at sove i en af kasserne på loftet, som så bliver til et helt hjem for en række dukker. Man kan også tage en kamp med en stor, usynlig, næsten uovervindelig fjende. Og hvis man er rigtig heldig bliver dukken levende.

Det sker for Sara Topsøe-Jensen. Dukken, der har kæmpet længe med at få sig taget sammen - helt konkret har den problemer med at få hovedet til at hænge på kroppen - stopper med at opløse sig, og bliver en fast følgesvend. Og sammen med dukken kan man kaste sig ud i nye fantasieventyr.

Carte Blanche, der er næsten nyslået egnsteater i Viborg Kommune og Amt holder stædigt fast i scenekunstens familieskab med billedkunsten. Hos Carte Blanche er forestillingerne abstrakte universer, der på samme tid har alt og intet i sig. Og hvor den spinkle historie - som samtidig er så stor - fortælles af skuespillere, dukker, lys, lyd og scenografi. Et konsekvent arbejde, som afkræver respekt. Og som samtidig stiller store krav til publikum. Krav om nærvær, om ro, om opmærksomhed.

Men når man giver det til forestillingen, giver den det rigeligt tilbage. Men hvis man ikke giver det, vil jeg tro, at forestillingen bare fremstår kedelig.