Hvad er vel mere fransk end Tour de France, le Tour blandt indfødte? Det skulle da lige være Kambskards og Brandt-Nilssons kendskab til deres fag.
De to forfattere leverer et materiale, som giver det andet bud på kort tid på et flot, frisk og festligt fransksystem. Hvis man på sin skole står over for at kunne købe nyt, kan jeg kun give det råd, at man må kigge grundigt på både 'Avant-Garde' og 'Formidable', før man vælger. Lærernes personlighed og undervisningsstil må blive det udslagsgivende.
'Avant-Garde' lægger vægt på at give eleverne et grundigt fundament af sprog og kulturkendskab. De to områder opbygges gradvist og sideløbende gennem en lang række af stærkt varierede input. Det er vigtigt for forfatterne, at autenticiteten er tilgodeset.
Elevbogen foreligger i lækker udførelse med smukke farvebilleder til at vise typiske sider af Frankrig. Målgruppen, 7.-klasse-elever, er tilgodeset i emnevalget og via gennemgående figurer på deres egen alder. Nogle af hovedpersonerne er danskere, som er tosprogede, der taler lidt dansk indbyrdes og et flot fransk med dem, de møder. Identifikationsmulighederne er helt i top.
En lang række af lydkulisser med en tilpas mængde baggrundsstøj virkeliggør elevbogens emner og personer. De udgør den røde tråd i bogen og bliver suppleret af et varieret udvalg af forskellige teksttyper omfattende digte, sange, dialoger, oversigter, fortegnelser, fortællinger, opskrifter og ikke mindst franske malerier som udgangspunkt for opbygningen af elevernes sproglige og kulturelle forråd. Det udvidede tekstbegreb er fornemt tilgodeset.
Især talefærdigheden kan være vanskelig at opbygge og er ikke en automatisk følge af tekstlæsning. Her hjælper forfatterne, de to erfarne sproglærere, ved at strukturere en procedure, som går igennem 'Avant-Garde's mange småtekster og tilhørende øvelser. Første trin er imitationsøvelser, herunder indøvning af dialoger. Derefter udvikles egne dialoger som variation af de foreliggende. Tredje trin udgøres af personlige kommentarer til oplægget, og først derefter kan der blive tale om større selvstændighed i form af redegørelser og indlæg i diskussioner. Der forefindes et stort udvalg af øvelser, der tilgodeser denne progression.
Så vidt muligt skal eleven have adgang til at låne bånd eller cd med hjem, idet det er vigtigt at få trænet lydsiden grundigt. Det gør det nødvendigt at anskaffe elevbog og bånd/cd til hver elev, hvad der for skolerne vil udgøre en dyr investering. Til gengæld har systemet ikke nogen arbejdsbog, idet det skriftlige aspekt tilgodeses ud fra reprofiches, som findes til kopiering i lærervejledningen. Det skriftlige aspekt har en tilpas plads i forhold til kravene til begyndersprog.
Videoen er en spændende nyskabelse som element i et fransksystem. Mange forslag peger på mulighederne for at bruge videoens informationer ikke én, men flere gange, efterhånden som undervisningen skrider frem. Videoen starter med Tour de France og fortsætter med indslag om unge franskmænd og deres skole. Den spænder endvidere over informationer om en fransk egn, Région Rhone-Alpes, og om Montréal og uddyber billedet af Canada ved at omfatte Celine Dion for så at slutte med en skøn, humoristisk tegnefilm, 'Overdose'. Videoen vil være en guldgrube for enhver fransklærer og kan snildt bruges uafhængigt af systemet.
Man er i gode hænder med 'Avant-Garde'.
Avant-Garde 1
Elevbog plus video plus cd plus bånd
Af Eva Kambskard og Bettina Brandt-Nilsson
Elevbog, 128 sider, 202,50 kroner
Video, 50 minutter, 987,50 kroner
Cd eller lydbånd til elevbogen, 143 minutter, 106,25 kroner
Lærervejledning, 238 sider, og otte farvetransparenter samt 45 minutters cd og lydbånd, 1.112,50 kroner
Malling Beck
Et flot og festligt fransksystem
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.