Erotik og retorik

I Europa var de tre største danske navne i guldalderen H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen (født 1770) og H.C. Ørsted. De kendte hinanden og værdsatte hinanden, og det skal man nu ikke undre sig over, eftersom de gjorde sig gældende på vidt forskellige og usammenlignelige områder; det er normalt vanskeligere at anerkende jævnaldrende, der arbejder på samme felt som én selv.

De tre store danskere havde det meget forskelligt med sproget. Andersen erobrede det med møje og besvær, Ørsted forsynede det med et par tusinde nye ord, af hvilke »ilt« og »brint« er de kendteste, men Thorvaldsen havde det ikke let med det sproglige udtryk.

Hans skriftsprog var jammerligt. Det er usikkert, om han har modtaget systematisk skriveundervisning i en skole, eller om hans far har stået for hans oplæring i læsning og skrivning. I hvert fald søgte han på enhver måde at undgå korrespondance. Men i de første år i Rom var han økonomisk afhængig af regelmæssig kontakt med mæcenerne i hjemlandet, så der findes en del breve fra hans hånd. Nogle har han fået hjælp til, andre har han skrevet selv.

Havde Thorvaldsen skullet aflevere en retstavningsprøve som dem, der skrives af vore dages elever i 9. klasse, havde han fået karakteren 5. Man kan udmærket forstå det meste af det, han skriver, men der er utallige stavefejl, og mange af dem afspejler ordblindhed.

Der er eksempelvis en del reversaler, altså bogstavombytninger: »besvær« skrives »beserv«, »da« gengives »ad«, »fabrikken« staves »frabriken«, og »Tebrenen« er, hvad der er tilbage af »Tiberen«.

Thorvaldsens reaktion på dette handicap var mest muligt at undgå forpligtende skriveaktivitet. Han skrev sjældent hjem til sine forældre, han søgte hjælp hos mere skrivekyndige, og da han fik råd til det, ansatte han sekretærer til at forestå hans brevskriveri.

Det er åbenlyst, at Thorvaldsens udtrykskraft lå et helt andet sted. Han kunne med sine hænder give form til både antikke og samtidige motiver, og i sit privatliv kunne han udtrykke sig alsidigt gennem erotikken, men ikke retorikken. Han ville i øvrigt have haft svært ved at skelne mellem de to ord i skriftsproget; man skal jo kun bytte om på to bogstaver.

Professor Higgins