Erobrerne

Vi skriver den 11. marts 1519. Den spanske general Hernán Cortéz står lige uden for Aztekerrigets dør. Kejser Moctezuma lader i Mexico-Tenochtitlán krigsfanger føre op til pyramidens offersten. Måske kan en række menneskeofringer afværge katastrofen, der forestår.

Men guderne er både døve og blinde. Cortéz får lov til at løbe Aztekerriget over ende i et orgie af blod og vold, forræderi og rædsel.

'Erobrerne' er en stor, flot komponeret roman og samtidig en veritabel nervekradser. Kåre Bluitgen genskaber en række stærke og svage karakterer, først og fremmest de to sidste mexicanske kejsere, Cortéz og hans indianske elskerinde, gåden Dona Marina, som var tolk for spanierne og forræder mod sit folk på samme tid.

Kåre Bluitgen får sit stof og sin roman gjort levende med et genialt kunstgreb: Han har skabt en parallelhandling til begivenhederne for snart 500 år siden. Han lader to unge danskere rejse rundt i nutidens Mexico i Cortéz' fodspor - og dette plan i romanen bruger han både til at skabe fint perspektiv og som operativt redskab for fortælleren.

Mindre smart er det, at Kåre Bluitgen, den gamle revolutionære, næsten helt blasfemisk sammenstiller tragedien i 1521 med Nørrebro-balladen i 1993! Det kan man sørme da ikke!

Dette fejlgreb overskygger dog ikke min fascination af de næsten uforglemmelige scener, Bluitgen skriver frem. Helt ud i nervespidserne vil jeg, med Cortéz, huske skrigene 'No, no, no' fra offerstenen den nat, 66 spanske hjerter rives ud - og jeg vil, med mexicanerne, aldrig glemme conquistadorernes fuldkommen skrupelløse fremfærd med aztekerne.