Erindringer om et liv med dukker

Guldsmed blev Ole Bruun-Rasmusssen, men i en tid hvor faget slet ikke levnede plads til den utæmmede kreativitet, der rumsterede i forfatteren. Det blev teaterdukkerne, der blev hans foretrukne udtryksform; ikke de fjantede tv-dukker med stive bevægelser, der var gængse i fjernsynets barndom, men dukker, der ved enkle tekniske midler kunne udtrykke enhver menneskelig følelse og lidt til.

I bogen giver han sin - subjektive, bevares - version af animations- og dele af børneteatrets historie i Danmark, og til dels i Norge, gennem det sidste halve århundrede. Den side af sagen skildres meget lidt glamourøst, fuld af intriger og magtkampe, som den var. Hans skildring af, hvordan de danske myndigheder reelt forhindrede ham i at slå sig ned i Afrika for dels at være sammen med sin valgfamilie, dels at støtte etableringen af et animationsteater, der tager udgangspunkt i den lokale, frodige fortælletradition, er heller ikke glædelig læsning for landsmænd.

Men imellem disse triste kapitler sprudler hans begejstring for mediet. Hvis en dukke skal "kunne" noget andet og mere end en menneskeskuespiller, må den holde op med at være en imitation af mennesket og dets nøjagtige bevægelser. "Det er ikke vigtigt at fortælle, hvordan en dukke bevæger sig. Det er mere væsentligt at fortælle hvorfor", skriver han.

Ud over den fængslende selvbiografi vrimler bogen med sådanne erkendelser, der kan bruges af den, der seriøst vil inddrage dukker i undervisningen. Og det bør være mange, for den dramatiske form har et stort potentiale til at bidrage til elevernes æstetiske dannelse.

Forfatteren har skrevet en række bøger med anvisninger på den mere tekniske side af animationsteatret. De fås vistnok endnu, i hvert fald på biblioteket, og kan anbefales. Men her gælder det beretningen om et usædvanligt menneskes livslange arbejde med udtryksformen. Den er spændende.