Siden EU-Kommissionen foreslog at lade medlemslandene selv bestemme, om de vil dyrke GMO eller ej, har debatten bølget frem og tilbage. I dag får debatten nyt liv ved en eksperthøring i København.
Blandt modstanderne af EU-forslaget er DI, Landbrug & Fødevarer, Novozymes og Danisco. De mener, at GMO bør være et EU-anliggende og at Danmark kan spænde ben for sig selv, både hvad angår bæredygtighed, konkurrenceevne, forskning, fødevaresikkerhed, job og mange andre områder.
"Hvis vi lukker døren for anvendelse af GMO-afgrøder i Danmark, så begår vi en dumhed, som vi ikke bør begå. Havde vi gjort det for 20 år siden med indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, så havde der ikke været et Novozymes eller et Danisco i dag", siger Steen Riisgaard, administrerende direktør i Novozymes tilAltinget Fødevarer.
Høegh går efter politisk opbakning
Fødevareminister Henrik Høegh (V) lytter til kritikken fra erhvervslivet. Men han mener, at en nationalisering tværtimod kan give større tryghed.
"Jeg kan sagtens følge dem. Deres argumenter er absolut vigtige, og jeg er sikker på, at de vil komme frem under debatten fredag, for det er nogle af de bagvedliggende principper, som det er vigtigt at vurdere, når man får et tilbud i forhold til", siger han.
"Jeg håber, at erhvervslivet også ser det her som en god måde at sikre en politisk og forhåbentlig også folkelig opbakning," siger fødevareministeren, der håber, at fredagens eksperthøring ikke "bare bliver en debat for og imod gensplejsning".
Lad eksperterne bestemme
Steen Riisgaard fortæller, at det bliver noget rod, hvis man lader nationerne vurdere om man vil benytte GMO eller ej.
"Det bør være eksperter og ikke politikere, der behandler sikkerhedsspørgsmål ved brug af nye afgrøder. Vi skal ikke sige nej til noget, som ikke er videnskabeligt begrundet", siger han.
Tom Knutzen, administrerende direktør i Danisco, er enig.
"Lad os få en seriøs, fagligt funderet debat og nogle seriøse planer for, hvordan vi griber det her an og undgå en ikke-indsigtsfuld, følelsesmæssig reaktion, der afskærer os for noget, vi får brug for", siger Tom Knutzen. Han tegner dette scenarie for et GMO-nej:
"Vi vil afskære os fra at bruge en af de mest fundamentale teknologier, der skal få den her planet til at hænge bæredygtigt sammen på lang sigt. Vi ville derigennem reducere vores potentielle konkurrencekraft. Vi ville sætte dansk landbrug i skammekrogen i forhold til en global verden. Og til sidst ville vi fratage os muligheden for at levere bæredygtige løsninger, som vi har brug for som menneskehed."
Debat eller handling?
Både Novozymes og Danisco mener, at Europa er sakket bagud i konkurrencen, fordi man har "debatteret i stedet for at handle", og det er ifølge de to ikke noget, der bliver ændret på i positiv retning med kommissionsforslaget. Henrik Høegh er uenig.
"Eller så betyder det her, at vi kan få den debat overstået. I Europa har det længe været sådan, at vi har kunnet tælle, hvem der er for GMO, og hvem der er imod. Det her vil gøre det billede nuanceret, fordi man ikke spørger generelt om GMO, men nu går vi ud med konkrete tilbud, hvor vi kan belyse nytteværdi og miljøeffekt", siger fødevareministeren.
Erhvervslivet: Dumt at lukke døren for GMO
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.